September i Calabrien 2014

Sidder på vores balkon med en ipad, et trådløst tastatur, en lille bluetooth højttaler med min egen Youmusic spilleliste på – lige nu er det Jobin, det passer fint til varmen og solen.

Vi ankom sidste mandag – og ikke uden problemer. Oven på skybrudsregnen over KBH fandt vi søndag formiddag ud af, at der ikke kørte tog igennem Østerport og ingen kunne sige, hvornår Nordsjælland igen var en del af rigsfællesskabet – og vi skulle med et morgenfly…Nå, alt løste sig og kl. 21 vidste vi, at vi kunne komme igennem med Kystbanen, men man er altid lidt spændt på, om DSB holder, hvad de lover, så op før fanden for at nå Kastrup. Alt lykkedes – også vores altid udfordrende brug af offentlig italiensk transport, men som altid kører busserne, det er en erfaring vi også har haft i endnu mindre udviklede lande – togene derimod…

Haven havde overlevet sommervarmen og som altid var der en del arbejde med at slå græs og klippe ned – kombinationen af vanding og varme sætter sine tydelige spor. Brune pletter i græsset afslørede, at fignerne var “regnet” ned og gemte sig i en klæbrig kage sammen med vindruer med rosinkarakter. Kun bierne var glade og måske også regnormene, som har storhedsvanvid og tror de er muldvarpen, når de lystigt skubber bunker af jord op. Nu er her jo heller ikke hverken solsorte eller muldvarper, så de huserer uantastet i ly af mørket og med hjælp fra vandingsanlæggets blødgøring af den lerholdige jord.
Bourgonvillaen havde begået hybris og rakt sig højere og højere mod himlen – nemesis ramte mellem bladene fra beskærersaksen.
Drømmen om at lave en Cru Nielsen bristede ved synet af vindruerne: sorte, små, udtørrede. For lidt vand, for sent, forkert beskæring? Jeg ved det ikke, men den liflige muskatsmag fra tidligere år var væk.
Bedre er det gået med granatæblerne – hele 9 af slagsen hænger fortsat flot på træet. Optimismen var ellers ikke stor, for forsommerens utallige smukke orange blomster og små æbler faldt ned på græsset som bøgehækkens blade i oktober.
Kapersplanten trives bedre og har nu endelig fundet sin solbeskinnede plads. Næste år vil den sikkert blomstre og sætte frugt som appelsintræet, der holder fast på sine 6 frugter, mens citrontræet fortsat ikke er særligt frugtbart og kun bærer én ny citron ind i det nye år.
Nerier og hibiscus vokser som altid godt sammen med flaskerensertræet. Oleanderen giver lidt arbejde, for alle frøstandene skal klippes af, for når frøstandene åbner sig, flyver frøene ud og bæres med vinden som tidselfrø.

Den første uge i september har været lidt ustabil, og vi har da fået et par ret så voldsomme byger, men varmt er her mellem 26 og 30 grader døgnet rundt og vandet er 26,5.

Lørdag havde vi fornøjelsen af at deltage i fejringen af en 70-års fødselsdag. Fødselaren havde inviteret familien ned og så gik vi 18 mennesker på en herlig restaurant og sang fødselsdagssang, omdelt sang etc. til italienernes store forbløffelse. Månebroen stod over havet, bjergene på den anden side og maden var glimrende, men kors hvor de spiser store portioner, men vi er jo på landet – prøv at tygge dig igennem denne menu: en ekstremt stor tallerken starters (forskellig friterede fisk, blæksprutter etc.) så en stor anti, med tun, sværdfisk, blæksprutter etc., pasta skal man jo også have, så der kom en tallerken, hvor halvdelen var pasta i sædvanlig tomat og den anden halvdel var en risotto med rejer og pistacienødder (vi er jo tæt på Sicilien og det arabiske køkken), nu var vi godt mætte..så var der hovedret. Valget stod mellem en fiskeret eller Kobe-kød (de har en licens til at opdrætte kobe-kvæg under tilsyn af japanerne), nu nærmede vi også bristepunktet, så en bergamotte sorbet havde en god virkning, inden vi kom til desserten som var fødselsdags “lagkage” med frugter. Og så drak vi selvfølgelig passende vin og prosecco til. Jeg spurgte interesseret, hvad kuvertprisen var – 50 euro alt inkl.
Det kan jo næsten få en til også at overveje at holde 70-års fødselsdag…hvis det ikke lige var for de store portioner.

Nu skal vi til at planlægge nogle dage på Sicilien med besøg i Syracusa, Noto og Ragusa. Mærkelig oplevelse i EasyJets magasin på vej herned – en artikel om inspektør Montalbano. Jeg husker godt tv-serien, især udsigten fra hans hus ved vandet, men ellers…for englænderne er han imidlertid blevet kult på samme måde som Forbrydelsen – der arrangeres ture til stederne i serien og man taler om en montalbano-turisme. Som der stod: På gaden kan du møde kendte ansigter, for de lokale blev brugt som statister..og serien foregår netop i det sydvestlige hjørne, vi har tænkt os at besøge, vi får se.

Skal gymnasiet tænkes helt om? – 2014

 

Bragt i Berlingske den 17.2.2014

 

I Berlingske den 7. februar kan man læse artiklen med det kategoriske udsagn: ”Gymnasiet skal tænkes helt om”. Rektor Ivar Ørnby citeres for, ”at gymnasiet er forældet”. Baggrunden for ønsket om en reform af gymnasiet er iflg. Ivar Ørnby hans deltagelse i projektet ”Gymnasiet tænkt forfra”, hvor en af anbefalingerne er etablering af ”det innovative gymnasium”. I en rapport fra forsøget under Region Hovedstaden beskrives dette gymnasium på bedste miniMBA’sk som værende kendetegnet ved ”at den innovative undervisning indgår i skolens samlede innovationskraft, men denne rækker videre og udtrykker innovationshøjden i skolens virksomhedskultur, ledelse og organisering”. Ophobningen af hurra-ord er overvældende og har tilsyneladende været nøglen til Region Hovedstadens pengekasse og adgang til Industriens Hus. Tilbage sidder man med spørgsmålet: hvad med faglighed og kvalitet? Udsagnet om det innovative gymnasium afslører desuden, at initiativtagerne bag projektet kommer fra HHX og HTX uddannelserne samt at deres erfaring og viden om det almene gymnasium (STX) er meget begrænset.

 

Der har gennem årene været udbredt og ikke hensigtsmæssig jalousi mellem de erhvervsfaglig gymnasiale uddannelser og storebror, det almene gymnasium. Med gymnasiereformen fra 2005 forsøgte man fra Undervisningsministeriets side at sidestille de tre 3-årige uddannelser i form og struktur og med kommunalreformen også i organiseringsform og finansiering. Dermed burde vi i dag have et ensartet og ligeværdigt 3-årigt gymnasialt tilbud. Virkeligheden er imidlertid, at de erhvervsfaglige gymnasier forsat kæmper med et dårligt image, svigtende tilgang og et frafald, der er ca. 50% højere end det almene gymnasiums. Det har igen betydet en aggressiv markedsføring anført af Niels Brock med en italesættelse af de erhvervsfaglige gymnasiers uddannelsers indhold og kvalitet, der kunne give forbrugerombudsmanden overarbejde.

 

Endvidere forsøger erhvervsskolerne at komme ind på markedet for STX, fordi man her ser en lukrativ forretning – if you can´t beat them join them. Samtidig ansættes et antal tidligere ledere og mellemledere fra de erhvervsfaglige gymnasier nu som rektorer på de almene gymnasier af bestyrelser, som på samme måde som Region Hovedstaden og DI lader sig besnakke af et virksomhedsorienteret uddannelsessyn blottet for den dannelse og det kultursyn, som er grundlaget for det almene gymnasiums kvalitet og attraktion.

 

Der er brug for et kritisk eftersyn

 

Dermed ikke sagt, at det almene gymnasium ikke har brug for et kritisk eftersyn. Problemet er ikke så meget uddannelsens indhold, som det er elevernes målopfyldelse. Diskussionen om et specifikt adgangskrav til gymnasiet er forstummet igen, selvom den sidst gennemførte frafaldsundersøgelse viser en tydelig sammenhæng mellem karakterer ved optagelse og frafald i ungdomsuddannelsen. Et mindstekrav på 02 har været nævnt og det er en absurditet. Det bedste mål for en uddannelses kvalitet må være, at flest mulige elever opfylder de faglige mål. Det har gennem årene været det almene gymnasiums styrke, at eleverne rent faktisk lærte det, fagbekendtgørelserne indeholdt. Det skyldtes lærernes faglighed og de almene gymnasiers konsensus om kvalitet.

 

Garanten for den faglige kvalitet var tidligere det centrale pædagogiske tilsyn i Undervisningsministeriet med fagkonsulenter, specifikke krav til lærernes kompetencer, eksamenssystem etc. Her adskilte det almene gymnasium sig fra de erhvervsgymnasiale uddannelser, som i langt højere var autonome og virksomhedsorienterede og ikke på samme måde loyale mod et centralt pædagogisk tilsyn – en problematik som i øvrigt også kendes fra folkeskolen. Nu har det almene gymnasium opnået den samme autonomi som erhvervsskolerne, og økonomien er blevet omdrejningspunktet på mange gymnasier og for mange gymnasiebestyrelser. Samtidig er det centrale pædagogiske tilsyn så godt som ikke-eksisterende og har i højere grad fokus på organisation, overenskomster etc. fremfor kvalitet og indhold. Dermed er der stor risiko for, at det almene gymnasium kommer til at begå de samme fejl som erhvervsskolerne og fremover kun satser på kvantitet og ikke kvalitet – det hele pustet op med ordgejl og legitimeret ved maksimering af elevoptag, aktiv deltagelse i regeringens målsætning om 95% af en årgang i ungdomsuddannelse etc.

 

 Derfor skal gymnasiet nytænkes, men ikke med innovationsfloskler, men med en kritisk akademisk analyse med udgangspunkt i, at samfundet får et stadigt større behov for at uddanne de dygtigste unge bedst muligt. Det gør man ikke ved bevidstløst at optage over 50% af en årgang, så klasseværelserne er fyldt med unge, der hverken kan eller vil de faglige krav – for alle kan ikke og skal ikke kunne det samme.

 

Universiteternes fødekæde er primært de almene gymnasier og når universitetslærere i dag står frem med påstande om, at 33% af de studerende ikke burde være optaget, så er der et naturligt afsæt for den gode diskussion af, hvor mange der skal gå i gymnasiet og hvilke krav, de skal kunne leve op til og ikke den dårlige diskussion om, hvor mange betjente, der skal sendes med til Prag i vinterferien.