Mig og mit

Der var

20 billeder og 20 samtaler

Hvorfor det blev min generation der skabte det nye Danmark? Gjorde vi det? – jo, måske nok, vi skabte et andet Danmark efter krigen, og det blev på et tidspunkt et bedre Danmark, men nu – jeg er ikke sikker længere. Men på et tidspunkt blev det rigtig godt og vi troede på det, måske så meget så vores selvforståelse gjorde os blinde for realiteten. Verdens lykkeligste land, verdens lykkeligste mennesker, verdens bedste folkeskole, verdens…jeg ved det ikke, men vi har alle vores del i det på godt og ondt.

Vi var de store generationer – er det ikke sjovt at tænke på, at fødselsraten aldrig har været højere end under og lige efter krigen. Folk ville have børn, og når mørklægningsgardiner var trukket ned, havde de overskuddet. Den gode forklaring er, at de vidste, at oven på krigens rædsler kunne der kun komme en bedre fremtid, og den fremtid skulle vi – alle os ufødte – blive en del af og nyde godt af. Når man fik børn dengang, var det ikke kun for ens egen skyld, som det er i dag – eller i mange tilfælde er i dag. Jeg ved godt jeg nogle gange lyder lidt for kategorisk, så bær over med mig og lad være med at se fornærmet ud! Du tilhører en generation, hvor det at få børn er et af jeres utallige projekter – meditation, havkajak, job, børn – I vil det hele og lidt til. Dengang handlede det om gøre i morgen lidt bedre end i dag – så enkelt var det. Ja, ja, jeg ved godt, du lever grønt og passer på kloden og dig selv, men hvor meget vil du yde for at i morgen er bare lidt bedre end i dag? Og har du egentlig tid til det?

1. billede – min vej

Der er lindetræer langs vejen. Brostenene ligger ujævnt. På den ene side ligger de små butikker i 3 klumper og rækkehusene. På den anden side ligger boligblokkene. Gule eller røde mursten, røde vingetegl, hvide vinduer. I den sydligste del af vejen ligger de gamle gårde, hvor kaperhestene fra Dyrehaven hver aften vender hjem. De er ved at bygge en katolsk kirke i beton ved siden af den pæne bebyggelse. Et gult højhus klæber sig umotiveret til vejen – skolen. Så kommer den u-formede bebyggelse, nedslidt, for mange mennesker på for lidt plads. Til sidst 3 pæne 3-etages blokke med haver og terrasser til stuelejlighederne og balkoner til 1. og 2. sal.

I den første forretningsblok ligger damefrisøren, legetøjsbutikken, grønthandleren og købmanden. Næste blok er boghandleren, charcuteriet, skomageren og ismejeriet. I den sidste blok ligger parfumeriet, tobakshandleren, bageren og slagteren.

Der er cykelsti i begge sider af vejen. Børn leger på plænerne mellem blokkene. Kvinder handler i butikkerne. En enkelt bil triller langsomt ned af vejen efterfulgt af en flyttebil.

 

  1. samtale 1952-56

Du må forstå, det var jo lige i begyndelsen af 50’erne. Vi havde boet i en lille lejlighed i Bagsværd – krigsbyggeri, intet badeværelse, kakkelovn. Nu var vi på vej op af den sociale rangstige, 2-værelseslejlighed hos KAB med bad og varmt vand, terrasse, lille have og grønne plæner i den pæne del af Lyngby.

Jeg var 3 år, jeg husker flyttebilen og min mors bekymring: Flyttemænd drikker øl, vi skal betale timeløn, de laver ikke noget! Gør noget, sagde hun til min far. Jeg fik en sodavand, mens min far lidt forsigtigt spurgte, om det tog lang tid og om de måske ville have frokost. Min mor tog sig forsigtigt til halsen, nervøs og usikker og så gik jeg ud på græsset, hvor vi skulle spille fodbold til vi segnede og løbe ski og kælke ned af den lille bakke, men alt det kom senere. Men jeg husker det tydeligt som alt andet.

Du ser noget skeptisk på mig, men jeg husker det. Jeg husker lydene, jeg husker lugtene, og hver opgang havde sin lugt og sine lyde. I nogle opgange fik de mere stegt lever med bløde løg end i andre, i nogle opgange skændtes de mere. Henne i nr. 85 boede en hidsig dame og hendes søn Torben. Jeg tror ikke, Torben var værre end andre, men tit hørte vi råben og skrigen, når hans mor gik amok. Så flygtede Torben ud på græsset med mor bagefter svingende en bøjle, som hun forgæves forsøgte at ramme Torben med. Min mor fortalte, at Torbens mor nok havde en sygdom, man ikke kunne se, for sådan som hun opførte sig, det skulle man have medicin for.

Hos os i nr. 87 var lydene anderledes. Om eftermiddagen hørte man nogle klaprende lyde på stentrappen. Det var vores handicappede nabo frk. Forman som efter at have parkeret sin Hillman nu var på vej op af den lille trappe på sine krykker. Så skyndte jeg mig ud og hjalp med at bære hendes taske og min mor undrede sig over, at man kunne arbejde, når man gik med krykker og bilen havde staten nok betalt, for biler var der ikke mange af i vores blok. Du må forstå, at man ikke bare sådan kunne købe en bil dengang. Der var valutarestriktioner og folk tjente ikke ret meget, men der var lige familien Sørensen i nr. 91, som vandt en Opel Olympia i kaffelotteriet hos købmanden. Hver gang man købte et pund kaffe lå der en lille seddel i posen og tænke sig, en dag var der gevinst og en dueblå Olympia blev parkeret ved siden af vores nabos invalidebil, så nu var der kun én ledig parkeringsplads tilbage og alle konerne kiggede ned på den ledige plads og drømte. Men det var lydene vi kom fra. Hos os i nr. 87 havde vi også Lauritz Melchiors efterfølger. Har du aldrig hørt om Lauritz Melchior? Han var en af de store danske Wagner-sangere. Det sjove ved ham er, at hans sanguddannelse blev finansieret af Frk. Jensens Kogebog – den har du vel hørt om? For det var sådan, at Lauritz far var skolebestyrer, men skolen måtte lukke og faderen var enkemand, for Lauritz mor var død i barselsseng, men faderen havde ansat frk. Jensen som husbestyrer, og hun var god, så god, så hun kunne udgive den klassiske danske kogebog som alle unge piger bragte med ind i ægteskabet på samme måde som alle italienske piger har ”Sølvskeen” stående, så de kan lave mad som deres svigermor gør det. Og Lauritz Melchior kendte også Marconi, du ved ham italieneren fra Bologna som opfandt radioen. En dag i London i 1920, hvor Lauritz havde optrådt på Covent Garden, spurgte Marconi ham, om han ville synge ved den første radiotransmission i verden – og det gjorde Lauritz, bare ærgerligt at så få kunne høre ham, for der var jo ingen, der havde radioer. I 30’erne var Lauritz heltetenor i Bayreuth, hvor Hitler hørte ham og han boede på et gods i Tyskland helt frem til 1939 og det talte man vist meget om, men så tog han også til USA og blev amerikaner.

Vores nabo i opgangen havde ikke helt det samme format, han sang mest i et kor i Ringsted, men han drømte om at blive som Lauritz for hans stemme var en lys baryton ligesom Lauritz Melchiors havde været det og den lagde han om til tenor på samme måde som Lauritz havde gjort. Det kunne vi høre i hele opgangen og min mor sagde, at det lød som en ko der kælvede og hvordan hun vidste, hvordan det lød, ved jeg ikke, for hun var vokset op i byen. Overboen blev aldrig heltetenor, men han prøvede og rejste rundt i Tyskland i 50’erne og sang for, men da pengene slap op tog han til Herning og blev seminarielærer og måtte lære at spille på blokfløjte.

Men tilbage til vores lejlighed. I hver opgang var der 6 lejligheder, trappen var belagt med terrazzo og man kunne høre hvert et trin på den selvom hoveddøren var lukket. Nogle måneder efter vi flyttede ind, fik vi besøg af en sælger, som mente, at vi skulle have en dørspion, for så kunne min mor ud gennem det lille øje se, hvem der ringede på. Godt nok lidt fortegnet, men man vidste jo godt, hvordan folk ikke skulle se ud og så lod man være med at lukke op. Dengang var der ikke noget med videokameraer ved døren og en lille skærm – alt var analogt selvom man ikke kendte det ord. Nu var det ikke fordi, så mange ringede på, men døren til opgangen var åben og alle kunne komme ind. Jeg husker, at der i starten, vi boede der, dukkede en tigger op ved døren. Og han stod virkelig med hatten i hånden og spurgte, om min mor måske ville smøre en madpakke til ham. Jeg tror aldrig, han fik noget og måske var det derfor, min mor fik sin dørspion, så hun ikke behøvede lukke op. Nå, du troede der var flere tiggere dengang, fordi vi alle sammen fattigere. Man så aldrig en tigger i toget, der sad ikke en harmonikaspiller på hvert gadehjørne som i dag. Jeg husker nogle få gange, hvor en lirekassemand kom ind på parkeringspladsen neden for vores lejlighed og så smed vi lidt mønter ned pakket ind i papir og han tog til sin hat som tak, mens han drejede med den anden hånd og lyden af liren lød overjordisk, som når man spiller på krystalglas. Man spiller da ikke på glas – du ser undrende på mig. Det gjorde man nu dengang – glas af forskellig størrelse mere eller mindre fyldte. Det hørte man i cirkus og kunne også se i fjernsynet, men det er en anden historie, for vi havde ikke fået fjernsyn endnu.

Hvor meget plads vi havde? 2 værelser selvfølgelig; når man kun havde ét barn, kunne man i socialt boligbyggeri ikke få større lejligheder, og dem var der i øvrigt heller ikke så mange af, selvom de fleste havde mange børn, for vi var jo de store generationer efter krigen. Men lejligheden var god og lys, og vi kunne sidde ude på den lille terrasse om sommeren, og når det blev mørkt kunne vi se en lysstråle fra naboens terrasse. Som et søgelys under krigen på udkig efter fjendtlige fly stod lyskeglen mod himlen, men der var ikke krig og naboen samlede på sommerfugle og natsværmere, så hans kraftige lampe sendte sin uimodståelige tiltrækningskraft op i himmelrummet og insekterne sværmede mod lyskilden og endte med at blive fanget i et net og så skulle jeg i seng og kunne drømme om sommerfugle og natsværmere, der fik en nål igennem sig og blev sat på en plade.

Men det var lejligheden vi kom fra – 2 værelser, jeg ser du smiler, som en studielejlighed, et forældrekøb, men det var det vi havde og vi var glade for det. Når man kom ind gennem hoveddøren lå badeværelset med terrazzogulv, WC, håndvask og siddebadekar på venstre hånd, så kom køkkenet og lige fremme lå soveværelset, men stuen med udgang til terrassen lå til højre. Badeværelset giver sig selv, men du skal høre lidt om køkkenet. Der var lakeret træbordplade, en zinkvask og nogle over- og underskabe med blåmalede låger, et komfur med masseplader – du ser spørgende ud, men induktion var kun noget man lavede i fysiklokaler dengang – og så var der et isskab. Har du aldrig hørt om et isskab? Det var et almindeligt underskab til madvarer med en zinkkasse inden i. Her kunne man placere en stor klump is, som man købte ved isbilen, ja det hed den, men de solgte kun store klumper is, som de huggede til med en isøkse. Det minder mig om Trotsky – ham har du hørt om? Altså, først var der zaren og så en revolution under 1. Verdenskrig og så kom Lenin, men han blev hurtigt syg og imens kæmpede Stalin og Trotsky om magten. Trotsky tabte og blev sendt ud af Rusland i 1929. Ja, han hed faktisk slet ikke Trotsky, det var vel nærmest det I kalder hans tag og så kunne han også skjule sin jødiske baggrund. Han var døbt Lev Davidovich Bronshtein, men det er jo også et langt navn. Isøksen, ja, det kommer jeg til. Da han så kom i exil i Mexico arbejdede han stadig for den russiske revolution på sin måde og han kritiserede Stalins pagt med Hitler. Det skulle han ikke have gjort, så om natten den 20. August 1940 trænge Ramón Mercader, som var en af Stalins agenter ind i hans hjem med en isøkse gemt i sin regnfrakke, for det var et forfærdeligt vejr. Mens Trotsky sad bøjet ved sit skrivebord huggede han isøksen i ham flere gange og Trosky døde næste dag og Ramon gjorde det også. Der kan du se, man skal være varsom med isøkser og min mor var meget nøjeregnende med kvaliteten af isen og kunne se, hvis isøksen gik for let gennem den store klump, så var isen for varm og ville ikke holde i zinkbeholderen

Og nej, jeg havde ikke mit eget værelse. Jeg sov i 7 år i soveværelset sammen med min far og mor. De havde en stor tung dobbeltseng, og jeg lå henne ved væggen i min egen lille seng. Jeg fik jo aldrig nogle søskende, men jeg tror nu ikke det var fordi, vi delte soveværelse og jeg husker svagt, hvordan min far nogle gange havde et underligt smørret grin på om morgenen, men sådan var det jo. Jeg kom selvfølgelig tidlig i seng, der var jo ikke noget fjernsyn. Så lå jeg i mørket og lyttede – lyttede efter flyvemaskiner som jo fløj lavere end i dag og derfor hørte man dem tydeligere. Nu var der jo ikke så mange for flyvning var for de rige og militæret og der skulle gå en del år før jeg selv kom i luften. Det optog mig meget, om et fly kunne falde ned i huset, for fly faldt ned og jeg havde hørt min far forsigtigt hviske til min mor, at han havde været ude at dække en historie om et nedstyrtet jagerfly. Han var jo ansat på Hærens Pressetjeneste, så han var altid i brændpunktet – og her i bogstaveligste forstand – når der skete ulykker. Min far fortalte min mor, at ligene af de 2 piloter stadig brændte, da de kom frem til Kettinge i Nordsjælland. Den aften syntes jeg helt klart, at kunne høre en flyvemaskine, lyden blev højere og højere, jeg holdt fast i dynen – og så faldt jeg i søvn. Nu var det jo ikke helt uden grund, at jeg var bange for nedfaldne fly, for alene i perioden 1950-55 havde det danske luftvåben 79 totalhaverier og 62 personer omkom. Nu siger du sikkert, at så mange fly havde man da ikke i Danmark – der må du tro om. Det var jo midt i en isnende kold krig og Sovjet havde dårligt afmobiliseret efter anden verdenskrig, så amerikanerne forsynede os med 239 jagerfly – og vi mistede mere end 1/3 ved ulykker. Det giver stof til eftertanke. Særligt en ulykke skal man ikke glemme: I 1953 omkom en ung pilot i sin Glouster Meteor jager og 24 år senere omkom hans søn med sit Draken-fly. Jagerfly var farlige, men det accepterede man – ikke som i dag, hvor vi har brugt 10 år på at finde ud af, om vore F16 skal udskiftes og med hvad og måske er den nye F35 det sidste bemandede jagerfly, for så kommer dronerne og spilnørderne kan fortabe sig i krigens virtual reality.

fortsættes