Hvid hue

Er lykken en hvid hue?
I disse dage venter 75% af 9. og 10. klasserne på besked om, de er optaget på deres ”drømme” uddannelse – gymnasiet

Mit 50-års studenterjubilæum står for døren. Når vi om nogle måneder sidder over kaffen med en gulnet studenterhue på, vil nogen sikkert spørge: ”Hvordan sikrer vi, at også vores børnebørn kommer ud på den rigtige side af uddannelsessystemet”. Måske vil jeg svare: ”Et uddannelsessystems succes skal måles på, om der er den rigtige balance mellem 3 modalverber: skal – kan – vil. Det nytter ikke, at den 16-årige vil være student, hvis han ikke kan – det nytter ikke, hvis en student vil læse finsk, hvis samfundet skal bruge eksportingeniører”.
I 1956 tog jeg på en uddannelsesmæssig rejse. På vejen så jeg, hvordan det kan lykkes at bryde social arv for rigtig mange, at sikre dem en fremtid og et godt liv, fordi der var den rigtige balance mellem alt det, de ville og alt det de kunne.
Vi er i Kgs. Lyngby i august 1956. En af efterkrigstidens store årgange skal starte i skole. 28 7-årige, 13 piger og 15 drenge. Alle var inkluderet og et par af drengene ville i dag sikkert have fået en diagnose. Vi fik karakterer fra 1. klasse og en udtalelse om opførsel og flid.
I 5 år skulle vi gå sammen, og så skulle vi deles efter evner. Nogle skulle på A-linjen – A for almen, andre skulle på B-linjen – B for boglig. Mine forældre kom til et forældremøde og blev orienteret, men afgørelsen om placering var alene skolens.
6. og 7. skoleår skulle vi være sammen i den nye klasse – så skulle vi deles igen, så nogle kunne komme videre i realskolen og gymnasiet, mens andre kunne vælge at gå ud eller fortsætte i fri mellem.
Billedet er taget ved afslutningen af 2. real og der er 12 tilbage fra min oprindelige klasse. Af dem skal 9 videre i gymnasiet og 7 af dem får senere en akademisk uddannelse.
I dansk selvforståelse fremstod skolesystemet i rigtig mange år som verdens bedste – og med god grund. Få lande havde som Danmark formået at tilpasse deres skolesystem så præcist til det, samfundet havde brug for og med et overordnet mål om at sikre, at intet talent gik til spilde.
Danmarks overgang fra landbrugsland til industrisamfund efter 2. verdenskrig betød behov for flere med tekniske færdigheder. Så fik vi først teknisk forberedelseseksamen og senere Udvidet teknisk forberedelseseksamen – både for unge, men også som aftenskole for voksne – og Danmark fik sine teknikere. Igen i 60’erne opstod behov for nyt. Ud af ungdomsoprøret skabtes HF som et alternativ til det akademiske almene gymnasium og ikke nok med det 2-årige hf – enkeltfags-hf kom også til. Nu fik de 80-90% af befolkningen, der ved udgangen af 60’erne ikke havde en adgangseksamen til videregående uddannelser, muligheden. Det kom til at betyde, at man på VUC’erne flyttede eleverne 1-1,5 socialgrupper: den ufaglærte blev faglært, den faglærte blev ingeniør, sygeplejersken blev læge, den bankuddannede blev jurist.
Vi fik løftet alle der ville og kunne og det dannede grundlag for den økonomiske optur. Men en dag midt i 90’erne var det slut. Som fagbevægelsen havde uddannelsessystemet sejret ad helvede til. Godt nok havde alle gennemført 9-10 års skolegang, men en stor gruppe var det lykkedes at slippe igennem folkeskolen uden egentlig at være forberedt fagligt eller mentalt på et arbejdsliv og en uddannelse. De første internationale sammenlignende målinger af kvaliteten af det danske uddannelsessystem – i første omgang folkeskolen – afslørede, at det, vi troede, var verdens bedste uddannelsessystem (og samtidig dyreste) havde fejlet. Resultaterne blev godt nok i starten affejet med, ” så kan danske børn så meget andet” og reformpædagoger og primært centrum-venstre var imod grundlæggende at ændre systemet.
Hvad var gået galt? Med U90 (Samlet uddannelsesplanlægning frem til 90’erne) fra 1978 havde man lagt frøene til et uddannelsessyn, hvor begreber som faglighed og fy-ordet disciplin forsvandt til fordel for ”blødere” værdier. Efterfølgende har udsagnet ”Hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære” klæbet til U90 og især til daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard. Citat er sikkert en konstruktion, men et brugbart billede på et paradigmeskift i uddannelsessystemet som cementerede en uddelt og prøveløs/test-fri folkeskole, hvor karakterer og eksamen først kom på et meget sent tidspunkt. Nu kunne man jo have troet, at forældrene ville reagere på manglende fokus på faglighed, men paradokset var og er stadig i dag, at hvis man spørger forældre, hvad der er vigtigst for deres barn: Trivsel eller faglighed? så vinder trivsel. Samtidig blev Danmarks Lærerforeningen og Lærerhøjskolen nyttige idioter i forældres tiltagende krav om positiv særbehandling og hensyntagen til netop deres barn. På den måde lykkedes det at gennemføre et skift, hvor store dele af skolesystemet gik fra at være et redskab for samfundet til værdiskabelse til at blive en individualiseret serviceydelse for den enkelte.
Nu er folkeskolen jo alle uddannelsers moder og derfor fik dette skift også indflydelse på de gymnasiale uddannelser. Op gennem 00’erne oplevede man en eksplosiv tilgang af elever og tallene fra 2017 viser, at 74% af en ungdomsårgang søgte ind på disse uddannelser heraf 44% på det almene gymnasium. På 40 år er antallet af ansøgere til det almene gymnasium mere end 4-doblet. Per tradition har det ligget i det almene gymnasiums DNA at sikre høj faglig kvalitet og landsdækkende ensartethed gennem meget specifikke krav til lærernes kompetencer, ministeriel styring af eksamen og censur, fagkonsulenters eksplicitte kontrol af faglighed og accept fra både skoleledelsers og læreres side af stram ministeriel styring af uddannelsens mål og indhold. Det kom op gennem 00’erne i konflikt med nye politiske ideer om decentralisering, minimalstat, besparelser mv.
Og eleverne? – de strømmede til alligevel med håbet om hue og fede fester, men med en manglende faglig og studiemæssig ballast. Konsekvensen er i dag tydelig, selvom gymnasielærerne har kæmpet og fortsat kæmper en heroisk kamp for at fastholde opfyldelsen af de faglige mål. Det samme gør hovedparten af eleverne, men for – groft sagt 33% – vil det ikke ende lykkeligt. Derfor ser vi i dag i gymnasiet frafald, uacceptabelt høje fraværstal, eksamenssnyd, stressede elever, coaching, psykologhjælp, hjælp til lektielæsning etc. Eleverne er produkter af en folkeskole med for få krav og en manglende diskurs om, at nogle rent faktisk er klogere end andre og kan lære noget, ikke alle kan lære. Det skulle de have fået at vide, inden de begyndte på en uddannelse, de reelt ikke magter.
Det kan undre, at ikke flere dumper, at karaktergennemsnittet ikke ligger lavere, men med et ikke-absolut karaktersystem, vil man aldrig få et reelt billede af manglende opfyldelse af de faglige mål. Derfor kommer de fleste igennem med for høje karakterer og derfor klager universiteterne nu over mangel på helt banale kundskaber hos de studerende. På den måde er det som med folkeskolen lykkedes at udhule gymnasiets kvalitet, fordi man ikke i tide har sat en reel stopper for ikke egnede ansøgeres urealistiske drøm om en hvid hue. Først nu er det gået op for politikerne, at for mange kommer i gymnasiet. Nok indfører man en vis adgangsbegrænsning til gymnasiet fra 2019 med krav om karaktergennemsnit 5 som omsat til ord befinder sig lidt over ”en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler”, men er det nok?
Hvad så med alle dem der alligevel kom igennem gymnasiet uden at kunne nok, blev optaget på lange videregående uddannelser og gennemførte, fordi universiteterne pga. taxametersystemet ikke ville sige fra i tide? Det er dem, vi ser i statistikkerne over ledige dimittender, humanister uden fremtidsmuligheder, middelmådige gymnasielærere, der kunne være blevet fremragende folkeskolelærere, fagligt svage folkeskolelærere, der kunne være blevet gode og lykkelige pædagoger etc.
Derfor er spørgsmålet: ”Er det nu også lykken at blive optaget i gymnasiet?”
Jens Per Nielsen