Rektor fotograferer

Min fars fotografier

Min far var en elendig fotograf. Han havde gemt sit gamle kamera fra 30’erne – et Kodak bælgkamera 6×9 cm negativer og rullefilm. Det blev i 50’erne udskiftet med en Yashica 2-øjet spejlrefleks 6×6, senere et idiotsikret 24×36, men billederne blev ikke bedre.

Jeg har tit undret mig over, at han ikke tog bedre billeder, for hans verden var fyldt med fotografier. Først som journalist og senere billedredaktør på Billed-Bladet i 60’erne, hvor Billed-Bladet var noget helt andet – en dansk udgave af det amerikanske billedmagasin Life, hvor det gode fotografi havde en fremtrædende plads.

Derfor fotograferer jeg

”Hvad lavede du den aften Kennedy blev skudt?” – et spørgsmål som alle i min generation har svaret på. Jeg var 14 år og på mælkebar på Strøget – Milk Shakes var det helt store hit, mens vi lyttede på Elvis og tidlig Beatles. En pladevender – DJ’s var ikke opfundet – stod og vendte plader, og pludselig afbrød han og sagde, at Kennedy var blevet skudt.

Jeg vidste, at min far så ville være på arbejde, skyndte mig ned i Pilestræde til redaktionen og så, hvordan den ene rulle telefotos efter den anden tikkede ind. Min far stod med en rød pen og markerede de bedste billeder – fascinerende, for her var den historiske virkelighed omsat til sort-hvide telefotobilleder i 9×12 og med kun 1 times forsinkelse.  Hvordan fandt man det bedste billede blandt tusinder? Det var min fars job og han kunne det – han kunne se det bedste billede, men han kunne ikke tage det selv.

Nogle år senere skulle vores nuværende dronning giftes og alle på Billed-Bladet blev udstyret med et kamera og tog opstilling forskellige steder på brudeparrets rute. Det bedste billede tog selvfølgelig den bedste fotograf, Vagn Hansen, som var en af datidens største reportagefotografer.

Jeg kan ikke lade være med at reflektere over, hvad det er der gør en fotograf god. Meget er timing, meget handler om at forudse, meget handler om at se, meget handler om at turde trænge ind til virkeligheden – det kunne Vagn Hansen, og jeg tror mødet med ham og hans sort-hvide billeder fik mig til at fotografere.

Mine kameraer

Mit første kamera blev købt for konfirmationspengene – en 24×36 Voigtländer med en rimelig optik. Det blev i 1969 udskiftet med mit første spejlrefleks – et vidunderligt Canon, som jeg købte flere linser til for min SU.

Jeg fremkaldte selv, lavede forstørrelser selv og kan stadig genkalde duften af fremkaldervæskerne i mørkekammerets røde lys. Jeg drømte altid om en Leica, men der skulle gå mange år, før min drøm gik i opfyldelse.

For mig er det sort-hvide billede stadig det ultimative dogme billede. En Leica M2 med summicron 50 mm, en Kodak Tri-x, mat fotopapir, ingen beskæring – kun det øjet skabte, da man tog billedet.

Det digitale billede

Siden har jeg solgt mine Leicaer og er blevet grebet af den digitale teknik. Men det digitale foto har sine begrænsninger. Ingen tvivl om, at opløsningen i min Canon 5d mrk II langt overstiger mine gamle Leicaer – problemet ligger i selve det digitale fotografis natur.

Fotografiet var tidligere en næsten sand afbildning af verden i det splitsekund lukkeren åbnede sig. Det var færdigt, når det var fremkaldt og ændrede sig kun, når det gulnede eller mistede farverne. Og selvom det kunne reproduceres var det unikt, og vi behandlede det som sådan.

Jeg havde en god ven som arbejdede med investeringer. En gang for mange år siden spurgte han mig: ”Skal man investere flere penge i mobiltelefoner der kan tage billeder? (det handlede om at putte en hel del penge i Nokia) – der er da ingen sammenhæng mellem telefoni og fotografering…” Han skulle bare vide. Det digitale foto i dag er blevet lige så flygtigt som e-mailen i forhold til brevet, som mp3-musik/streaming i forhold til vinyl, som samtalen i forhold til sms.

Alle fotograferer alt og helst hinanden. Virkeligheden bliver først virkelig, når den digitalt er placeret på vores skærm og et godt billede er det af mig, hvor jeg ser godt ud.

Om motiverne

Mine motiver i dag er meget forskellige:

Billeder af børn som et memento om børns vilkår

Gennem børns øjne ser jeg deres virkelighed og det sætter spørgsmålstegn ved mit liv og min/vores privilegerede livsstil.

Billeder er fra Laos. Børnene var fattige, næsten alle deres øjne var alvorlige og fortalte afgrundsdybe historier, men de havde ikke givet op og de så på mig med barnets reserverede nysgerrighed.

I Chiapas i Mexico mødte jeg derimod indianerbørn med udslukte øjne. Når jeg ser på billedet af de 2 små børn, drengen med Snurre Snup på sin beskidte T-shirt, føler jeg afmagt.

Pigen i den røde bluse med de grå øjne mødte jeg i ørkenen i Syrien. Et uudgrundeligt blik med øjne i en farve som kun en korsridder på vej mod Jerusalem kan have efterladt for 1000 år siden.

Naturens æstetik

Jeg kan finde på at fotografere mønstre på en sandstrand skabt af krabber, solnedgangsskyer som er så smukke så det næsten bliver plat, rismarker hvis grønhed skriger mod mine øjne, nyudsprungne bøgegrene. Naturen har sin egen æstetik i det uendeligt små og det uendeligt store.

Mennesker

Jeg føler mig tit som en voyeur med mit kamera, når jeg fanger mennesker i linsen. Jeg udstiller dem, fordi de fortæller mig en historie – om venskab, fællesskab, om ensomhed – om det at være menneske.

 

 

Døre, porte, vinduer, huse, stole

Jeg fascineres af indgange. Porten, døren, vinduet, lampen på væggen – hvad er der derinde? Hvem bor der?, Hvilken historie kan man tolke? Kombiner det med skyggens æstetik, farven, arkitekturen, så er der et motiv.

 

Tro

Troens huse har altid optaget mig. Det begyndte med danske kalkmalerier, men er nu primært troens rum befolket af mennesker,og jeg skal overvinde min blufærdighed hver gang, jeg fotograferer et menneske, der udøver sin tro.

Hvad er det gode billede?

Jeg har måske taget 100.000 billeder, jeg ved det ikke, men det gode billede glemmer jeg aldrig. Når jeg finder negativet, kopien, ser det på skærmen i et uendeligt slideshow – der var det! Det var mit, det var mit billede af den virkelighed, jeg oplevede og valgte. Det gode billede er sjældent tilfældigt, men det er ikke konstrueret. Det gode billede er næsten altid skarpt og i så tæt forbindelse med motivet i lys og farve som det er muligt. Det gode billede kan fortælle en historie, men kan også være ren æstetik.

Det gode billede brænder man for at vise til andre.

Jens Per

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.