Badolato sagaen

Badolato-sagaen

Fakta om
Væringerne i Miklagård

Væringkorpset blev oprettet i 930 og bestod af krigere/vikinger fra de nordiske lande, som tjente som lejesoldater for den østromerske kejser. De, som vendte hjem, påvirkede omgivelsene med fremmede indtryk. Den femtårnede kirke i Kalundborg bærer indflydelse østfra, som blev bragt hjem af væringer.

Væringerne var i 1000-tallet berømte for deres lange økser og hang til drikkeri. Der er talrige historier om væringer, som enten drak over evne eller som var fulde. Den danske konge Erik Ejegod skal i løbet af et besøg i Konstantinopel på vej til Jerusalem have “formanet væringkorpset til at leve et mere nøgternt liv og ikke overgive sig selv til fylderi”. I lyset heraf er det næppe en overraske, at en tekst fra 1100-tallet kalder væringerne for “kejserens vinsække”. Det mest berømte medlem af væringkorpset var den senere kong Harald Sigurdsson af Norge, mest kendt under sit tilnavn Harald Hardråde. Efter slaget ved Stiklestad flygtede han først til Rusland og derfra til Konstantinopel i 1035. Han deltog i 18 slag og sloges mod araberne i Anatolien og på Sicilien og desuden i Calabrien.

Badolato-sagaen
Forhistorien
I juni 2014 kørte Helle og jeg op til kirken Madonna delle Sanità for at høre om de hellige kirsebær, som bonden Isidoro velsignede til den hellige jomfru og af hende fik besked på at bygge en kirke – og der ligger den så, vores kirke ved jernkorset bygget i 1058.
Historien om de hellige kirsebær knytter sig her i Badolato til årets længste dag og minder os derfor om Skt. Hans.

Efter messen kom præsten hen til mig og så længe på mig og sagde: ”Du er dansk…du er normanner men..er du også viking?”
Jeg forklarede, at vikingerne var normannernes forfædre, så jo, jeg var en slags viking.
”Så kan du måske læse dette”, sagde præsten og fremdrog et gulnet stykke pergament. ”Jeg fandt det bag altret i denne kirke, da jeg forberedte messen for jomfruen med de hellige kirsebær”.
Nu har jeg rent faktisk læst både runer og oldnordisk for 45 år siden, men som alt andet er det også blevet noget rustent. Jeg har derfor brugt det meste af søndagen
Side fra Badolato-sagaen – noget er som her i runer, mens senere dele er på oldnordisk. med min oldnordiske ordbog på at oversætte pergamentet, som bærer titlen ”Badolato-sagaen”.
Den lyder sådan:

1014
Vi er de 100 vældige væringer fra Miklagård. Vi drog mod vest for at tage nyt land. Efter 14 dages sejlads fandt vi den smukkeste kyst og vi gik i land og fandt den stejle skråning neden for bjerget med floden på den ene side og havet på den anden. Vi vidste straks, at her var stedet, vi skulle bo, og vi betalte de lokale med mange perler, sølv og guld for stedet. Nogle mener for meget og det har vi haft lange rådslagninger om, for hvem snyder ustraffet en væring?
De lokales sprog forstår vi kun lidt, men nogle – især vore kvinder – er begyndt at kvidre på det lokale mål, som de bruger megen tid på at lære – sikkert for at dreje hovedet på de lokale mænd, som kysser på kind som om de var kvinder selv.
Vi mænd har lidt tuskhandel med de lokale og nogle af dem er dygtige håndværkere, der sætter sten på vore huse, så vores smukke bakke snart ligner fjeldet.
De lokale dyrker en særlig drik som er sur som satan, men mjøden er sluppet op, så vi køber meget og virkningen er bedre en mjød, når vi sidder ved langbordene og spiser kogt mel på lokal vis. Den megen sol får vore kvinder til at smide særken og vi mænd lufter vore kroppe i solen, så rødmen fylder dem, for der er meget flæsk på vore sideben.

1015
Vi havde nu boet i flere år på lerbakkerne ved det blå hav og tanken om at sejle videre mod nord forsvandt som tågen fra det kolde hav, som vi kun huskede alt for godt.
Af og til kom også meldinger om megen regn og kulde mod nord. Megen uro var der på tinge, hvor den blå jarl var ved at få magt. Så hellere blive i solen! Vi havde jo også fået vores eget tingmøde nu – og en ny lokal jarl. Frits den flyvske havde på sidste tingmøde afløst Knud med den visne palme. På tingmødet dette år diskuterede vi længe og meget – om stort som om småt, men så gik tiden, og den
havde vi nok af. Når vi havde talt godt og længe, så bænkedes vi ved langbordene og indtog de lokales føde, som dog dette år ikke faldt i vor smag.
På mødet mente skjoldmøen fra kammen, at her skulle forskønnes. Mange små jarler blev straks bekymrede og så på hinanden og det var ikke noget godt syn deres
øjne skuede, for sydens gode mad og vin havde sat tydelige spor. Og deres påklædning var heller ikke så prangende som de lokales – men hvem kunne få en væring til at skifte den grå kofte med røde hoser? En væring var en mand, så det kunne ses og lugtes! Her skulle ikke forskønnes!
Skjoldmøen talte længe og til sidst forstod jarlerne, at det ikke var dem, men dereslandsby, der skulle forskønnes. Da drog mange jarler et lettelsens suk og tænkte, lad bare kvinderne plante og rydde op, så får vi da fred så længe. Men det fik de ikke, for grævlingen – også fra kammen – mente, at for mange af de lokale trængte sig ind
på vores område. Det skulle stoppes og han havde en plan – vi skulle sende tidender mod nord og få vore gamle frænder til at sejle mod syd.

1016
Et godt år er gået siden sidste tingmøde, selvom der dog i rådet har der været mange meninger – nogle vigtigere end andre, men alle fremført med megen overbevisning.
Knud med den visne palme besluttede måske derfor på årets tingmøde helt at trække sig fra rådet, hvor han ellers i mange år havde gjort god fyldest. De fremmødte valgte da også at slå på deres skjolde, da han nu forlod rådet. Hans sidste gerning viste stort mod, da han turde gøre fremmøde for det lokale råd i en
sag om en røverbande, der huserede i området – det fik han stor respekt for.
Det år ville flere være med i rådet, så tingmødets fremmødte måtte vælge – svært var valget, men skjoldmøen på kammen måtte forlade rådet og blev erstattet af skjoldmøen ved olivenlunden – for kvinder skulle der være i rådet syntes nogle, mens andre syntes, at stærke beslutninger kun træffes af mænd og kastede deres
lod mod Bo den sydjyske. Dog var der stor tiltro til, at skjoldmøen ved olivenlunden kunne styre sine mænd.
Det var også året, hvor landsbyen fik sit langhus. Gammelt var det og brugt så det ud, men med møjsommelig flid blev det stort og flot som et vartegn for væringernes
virkekraft.
Mindre heldigt gik det med møddingen, som støt voksede og gav anledning til mange panderynker, for ifølge de lokales bud skulle alt nu deles og lægges i særlige bunker – mangen en væring tænkte sit om dette, mens møddingen flød over.
I mange år havde væringernes søer og orner tumlet sig i en liden vandgrav, man havde gravet til dem tæt ved olivenlunden. Til mændenes store forundring begyndte kvinderne nu at besøge grisenes sted og lagde sig langs kanten af vandgraven – dog
var lyden den samme fra graven, for kvinders hvinen, når de er i flok, er svær at skelne fra søers. Det skyldtes nok også, at en af de lokale havde sat en liden bod op dér og forsynede kvinderne med lokale drikke og søde sager. Som året gik kom også flere mænd til – om det skyldtes synet af kvinderne eller trangen til de lokale drikke
var ikke til at sige.

1017
Der er nu gået 10 år siden, vi ankrede op på kysten på vejen hjem fra Miklagård. Vores landsby på bakken nedenfor bjergene er vokset og selv nogle af de lokale er flyttet ind. Mangen en væring tænker sit om deres hunde og det kniber også med tiende til fællesskabet.
Landsbyen er nu blevet så stor, så væringerne er begyndt at samle sig i mindre fællesskaber. I en runding høres tit sang og glade stemmer, når virkningen af den lokale vin gør sit – og det gør den tit, når solen brænder om sommeren og trangen til at fugte munden melder sig.
På Kammen, højt hævet over os andre, samles folk også. Her hørtes også glade stemmer i år, da de med meget guld og sølv fik købt et lident stykke land vest for Kammen.
Nu vil de i aftenskumringen kunne sidde og nyde synet og lyden af den nye vej, hvor oksekærrer om føje tid vil fylde dalen med megen støj og huseren.
Men ikke alt var glæde på Kammen.
Den lille grævling kunne ikke få nok vand fra kilden, så han var nødt til at drikke sin sure vin – det gjorde han dog gerne, men den gav frygtelige, sure opstød, så sammen med skjoldmøen og den utro væbner lagde han råd om på årets tingmøde at……..”

(Her mangler en side i håndskriftet – den ser ud til at være fjernet fornylig – så hvad der skete på tingmødet i 1017, kan vi desværre kun gisne om.)

Det næste man kan læse i manuskriptet er sætningen:

“Usand tale giver få venner blandt væringer…”

1018
“Det er det Herrens år 1018. 10 år er gået, siden vi satte fod på kysten og tog det nye land. Vores landsby blomstrer og tiltrækker flere og flere af de lokale, som her finder billigt husly af god beskaffenhed. Dog ser mangen væring skævt til, at de lokale med evindelige søgsmål til områdets øvrighed undslår sig fra at betale tiende til landsbyens underhold. Røster om at gøre det svære for de lokale at købe væringers huse høres ofte, når væringer mødes og tømmer drikkehorn – hvilket sker ofte.
Efter sidste års tunge tingmøde så mange væringer frem til årets tingmøde med bæven, men da den lille grævling på kammen meddelte, at han gik i hi, takkede mange Herren og valgte at tage del i tingmødet.
Som altid blev maden kold og tællelysene brændte ned før tingmødet kunne slutte, for blandt de lokale fremførtes ord med hidsig tunge om retfærd og andet – det faldt ikke i væringers smag og mange slog vredt på deres skjolde.
Som altid skulle væringerne vælge deres ypperste til at lede landsbyen og alle var enige om, at Flittig Elisa skulle afløse den utro væbner. 3 skjoldmøer sidder nu i tinget, hvilket fik nogle af de gamle mænd til at tænke deres, men fremføre det, turde de ikke – for de skulle jo også have mad i morgen og ligge med konen efter nordboskik, hvis ellers de kunne.
Det var også året, hvor Herren sendte en kraftig storm ned over væringerne til deres prøvelse. Stormen var så kraftig, så Knud med den visne palme blev løftet op fra jorden og båret på stormens arme. Dog slap han med skrækken, men mange væringer indså, at man ikke skal spæge sig for meget, hvis man vil undgå vindens kræfter.
Stormen var også så kraftig, så den løftede skjoldmøen på kammens tag og lod det falde til jorden. Da tænkte mangen en væring, at Nemesis stadig herskede her i grækernes gamle land. Året 1018 var året, hvor Bo den Syddanske gav væringerne minder om det gamle land. I 10 år havde man fra et lokalt herberg hørt de lokales musik – høj var den og iblandet råben og skrigen og det faldt ikke i væringers smag, men Bo den Syddanske hentede sine gamle musikanter og troubadurer ned fra danernes rige. De medbragte de gamle lurer og spillede med hjertet for de lokale. Mangen væring fældede en tåre over tonerne fra hjemmet og de lokale hørte, at lurens klang og troubadurens stemme langt overgår tarantellens ensformige takt.
Mange væringer blev derfor opstemte og glædede sig til resten af 1018.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.