Juni og juli 2016

Det er altid med bæven i hjertet, at man tager Kystbanen mod Kastrup. I det daglige kan en enkelt lille aflysning være ligegyldig, og tid har man jo normalt nok af, men er det alderen der gør en mindre kold og får en til at tage et tidligere tog ”bare for at være på den sikre side” – eller er det generelt angsten for at komme for sent med eller uden ”til”. Nå, man åndede lettet op, da den venlige stemme bekendtgjorde:”Next stop Copenhagen Airport” – yes Ryan, up up and away, når gennemlysningen og befamlingen har åbnet døren ind til den taxfree, som denne dag gav en smagsprøve på en Famous Grouse med en alkoholprocent på 53…så hellere en halv liter kildevand til 15 kr. selvfølgelig mod først at vise boardingpass.

Jeg læste engang” Pesten i Bergamo” af J.P.Jacobsen:

”Der var Gammel-Bergamo oppe paa Toppen af et lavt Bjærg, i Hegn bag Mure og Porte, og der var det nye Bergamo nede ved Bjærgets Fod, aabent for alle Vinde.

En Dag brød Pesten ud dernede i den nye By og greb frygteligt om sig; der døde en Mængde Mennesker og de andre flygtede bort udover Sletten, ad alle Verdens fire Hjørner til…” – og Bergamo var første etapemål. Den måske engang pestbefængte by præsenterer sig imidlertid fra sin bedste side med gammel Bergamos tårne og kirker net placeret på en baggrund af først grønne frodige bakker, der langsomt går over i Monte Rosamassivets parodi på Himalaya. 3 timers stop-over inden næste leg. Strategisk har man placeret et indkøbscenter af enorme dimensioner i gåafstand fra lufthavnen. Straks man træder ind, oplever man kulturmødet: støj, støj, støj eller rettere musik, muzak, mobilsnak. Hvorfor er italienere så støjende? Hvordan kan de leve i så megen støj,  er det noget med breddegraden, så jo længere mod nord, jo mere tystnad, jo mere Ingemar Stenmarks svar på interviewspørgsmål.

Ny check in, klog af skade opstiller man forskellige strategier mod italienere der med næsten houdiniske evner formår at gøre sig usynlige for så pludselig at dukke op 5 meter længere fremme i køen. Hvorfor snyder italienere altid over i køen? Er det en darwinistisk overlevelsesstrategi i et tætbefolket land, hvor ressourcerne på et tidspunkt var knappe og hvor det gjaldt om at holde sig til eller er det slet og ret dårlig opdragelse baseret på mig, mig, mig, tydeligst demonstreret i den evindelige kamp om en p-plads i skyggen: her kommer det retoriske spørgsmål, hvad gør en italiener, når der er 2 ledige p-pladser i halvskygge? Han sætter bilen på tværs, så han kommer i fuld skygge. Det er den type overvejelser man fyldes af de første dage i Italien – overvejelserne over, om vores danske kultur og opdragelse nu ikke også er deres langt overlegen – den vildfarelse bliver man nu hurtig revet ud af, når man vender tilbage til Danmark igen og derfor er kulturmøder så gode (i de fleste tilfælde) – ikke at man skal acceptere alt, men tage det bedste fra hver, men det skal nu ikke afholde mig fra at påtale, når der snydes i køen, men det er vel en del af pædagoggenet og så alligevel fornemmelsen af, at vi egentlig er ret gode i Danmark – lidt endnu…

Efter en god times flyvning med kig ned i Vesuvs krater lander flyet i Lamezia. For en gang skyld har ingen rejst sig og bakser med håndbagagen, mens vi taxier på plads – måske fordi man er så overvældet af fanfaren fra højttalerne der ledsages af en stemme, der fortæller at vi er landet rettidigt – igen, igen, for det er jo Ryan og det har kostet mindre at komme fra København til Lamezia, end det ville have kostet at tage DSB til Århus. Nu skal man jo passe på med at sige, at man tager Ryan – for nogle – primært fra politikensegmentet – er ordet næsten lige så slemt som ”neger” – igen den sædvanlig dobbeltmoral: Jeg går gerne med T-shirts fra Bagladesh lavet under de kummerligste forhold, men Ryan, nej! – eller jeg er imod burhøns, men spiser gerne kyllingefillet fra – netop burhøns.

En hurtig øl inden bussen kommer – og den kommer for tidligt – en times kørsel, 5 euro for 60 km. Og så er vi i Badolato og bliver hentet af gode naboer som også lige har lavet lidt aftensmad til os. Tja, det sociale fylder på den gode måde. Vi kan vælge og vrage mellem dem, vi kan lide og dem vi ikke kan lide…

Juni er blomstringstid i haverne, alt gror med en kraft som for en nordbo synes næsten utrolig. Oleanderne hænger tynget af tusindvis af blomster, bourgonvillen har igen igen sendt sine lange tornefyldte grene mod himlen, det store figentræet, som væltede i oktober og måtte skæres ned har skudt igen, så pladsen på muren igen er ved at være fuld og i hjørnerne mellem blade og stamme, vokser små knopper som om et par måneder bliver til de saftigste grønne figner. Fuglene ved det allerede og tilser dagligt udviklingen – gråspurve og stilitser hopper ind og ud af træer og buske, mens firben jager på græsset akkompagneret af  biædernes korte intense fløjt. Der er store flokke af biædere eller isfugle, som vi kalder dem – mest i skumringen. Og ovenover svæver et par ørne og falke – natur er her nok af.

Der har lige været lokalvalg i Italien. Torino og Rom har valgt smukke unge kvindelige borgmestre, mens vi i Badolato har fået en nydelig ældre herre. Han har taget over efter den tidligere borgmester, som blev afsat af mafiakomissionen i Rom. Et spinkelt flertal sikrede den nye borgmester og hans progressive parti sejren over the establishment. Jeg deltog i det første byrådsmøde sammen med en anden fra vores bestyrelse og her lærte vi det italienske valgsystem at kende. Selvom flertallet kun var på +0,5%, så fik de automatisk 8 pladser i byrådet, mens opositionen fik 4 – en pudsig detalje var, at der er krav om mindst et kvindeligt medlem, så den sidst valgte mand måtte vige pladsen for den kvinde, der havde fået flest stemmer. I realiteten betød det, at en mand med 240 personlige stemmer blev erstattet med en kvinde med 24 stemmer. I sin tiltrædelsestale nævnte borgmesteren ”det lokale danske samfund” – sikkert som et eksempel på, at det er muligt at trække penge og turisme helt ned under storetåen af Italien. At behovet for en kommunalreform er skrigende, er så en anden sag, men det er en helt umulig tanke hernede, som det også er i andre middelhavslande. Jeg fortalte en italiener om vores seneste kommunalreform, at den gennemsnitlige kommunestørrelse er over 50000 indbyggere – han kunne godt se pointen, men også den umulige opgave i at overføre det til Italien. Det lokale fylder så meget hernede – man er loyal mod lokale håndværkere, butikker mv. – måske er det netop forklaringen på, at udkantssamfundene fortsat består.

Det helt store politiske emne hernede pt. er affald. Alle kender jo problemerne med mafiaen som bruger kontrollen over affaldsafhentning til at afpresse kommunerne – noget vi også har set hernede i visse byer, man kommer igennem, hvor bjerge af affald i måneder ligger i langs vejen. Men det store problem er nok snarere den almindelige calabriers manglende forståelse for, at man godt kan komme af med sit affald på en ordentlig måde, at man ikke skal opfatte en skrænt som en containerplads, at man skal rydde op efter sig etc. fremfor at sætte en tændstik til ”lortet”, når der er for meget af det og vinden blæser. Nu har kommunerne hernede endelig fået øje på problemet – noget vi nordboere  havde set fra day one hernede – og de gør noget ved det. Der er etableret containerplads, vi skal affaldssortere i forskellige skraldespande. Initiativet bliver af den jævne og uuddannede calabrier mødt med civil ulydighed, så containeren med blandet affald fyldes og bugner, mens de øvrige containere stort set er tomme. De lærer det vel nok, men om det bliver i min tid, tvivler jeg på. En form for konsekvens oplevede de imidlertid i Soverato, hvor borgmesteren lukkede en af byens helt store attraktioner nemlig fredagsmarkedet, fordi stadeholderne ikke rydde op efter sig – så kunne de lære det! Det er åbent igen og polizia municipale vogter over, om papiret og papkasserne igen flyder rundt.

Stort og småt, men det fylder tiden på en god måde hernede – får en til at tænke over mange ting, giver et andet perspektiv på den verden, vi er en del af. Kun et par hundrede kilometer herfra vælter flygninge ind, nogle få finder også vej til Badolato og stiller sig op uden for indkøbscentrene og tigger lidt eller tilbyder at stille indkøbsvognen på plads mod at score euroen, der sidder og glimter i låsen inden turen går mod nord. Om kort tid går vores tur også mod nord, men af andre årsager.