LED-lys og sol i Calabrien

Januar 2016

og mandeltræerne blomstrer
og mandeltræerne blomstrer

I år er moden blå LED-lys. Hver lille by, man kommer igennem, har trukket metervis af lysguirlander, hvor iskolde farver tænder og slukker, løber efter hinanden, danner mønstre som var de inspireret af Snedronningens forstandsspil. LED-lysenes kulde afløses om dagen af gule, grønne og orange farver. Som juletræer står appelsintræerne og blærer sig over for hinanden om, hvem der kan præstere mest – velkommen til Calabrien i januar, hvor Hellig Trekonger netop er overstået og La Befana har uddelt sit sukker til de søde børn og kul til de slemme…

Men det hele startede i Danmark den 8. januar 2016 fem dage efter indførelsen af grænsekontrollen. Helt uden skyld har asylansøgerne fået DSB til at ændre køreplan, så der kun er 3 gennemkørende tog fra Nivå til lufthavnen i timen, vejret viste sig også fra sin værste side og under 5 mm sne lukkede stort set Kastrup ned, så Ryan blev 7 kvarter forsinket og vi måtte spæne for at nå vores connection i Bergamo. Heldigvis var der ingen grænsevagter til at tage vores smykker (nu har mit gamle casio-ur heller ikke den største værdi) så den største frygt var, at køletasken med den sidste frosne brunkagedej og den ligeledes frosne halve rulle hakket lever og spæk fra Coop skulle blive toldernes bytte…det kunne være blevet et kulturmøde for en italiener!

Nu har jeg jo altid været skeptisk over for fagforeninger, så Ryan står ret højt oppe på min hitliste og det er jo fantastisk, at man kan flyve fra København over Bergamo til Lamezia retur for 740 kr…stik den DSB! Sæderne er blå og gule som i Arrivas busser, man behøver ikke skændes om det hensigtsmæssige i at lægge sæderne ned, smil og venlighed præger personalet pta. lønnen, men det er jo deres valg, en fanfare lød i højttaleren, da vi landede 15 minutter før schedule i Lamezia. Dårligt havde maskinen sat hjulene på banen, før den første indfødte ældre calabrier rejste sine 150 cm op og begyndte at hive trollyen ned. Vi taxiede vel på det tidspunkt med 50 km i timen, men intet kan stoppe en stålsat calabrier i at komme først ud – lige bortset fra tyngdekraften måske..

Gode naboer hentede os og allerede ved udgangen fra lufthavnen mærkede vi mildheden – nu var det forår og da vi kom hjem til huset kl. 1530 var temperaturen 19 grader, ikke en vind rørte sig, så hvorfor ikke udfordre den snerpede alkoholkultur og dele en øl i haven.

Kigger man ned fra huset mod appelsinlundene, møder synet den smukkeste blanding af mørk grønhed kombineret med orange, for det er højsæson for appelsiner. Igen undres man over, at dette ellers så nøjsomme folk ikke forstår at forarbejde alle deres appelsiner, for de ligger som et tæppe under træerne, triller ud på vejene og bliver til juice, når Michelinmanden triller over dem.

November – december plejer at være våde måneder, men i år har varme og tørke præget dem og alligevel er alt blomstret op, markerne er grønne og de karakteristiske gule blomster slås om pladsen sammen med alle de andre tidlige markblomster. Vinen har allerede sat knopper – det samme har figentræerne.

Haven havde det ok, chilliplanterne stod smukt røde og kappedes om at være stærkest. I hjørnet fortalte figentræets stub om dramaet i november, hvor det gamle træ væltede og måtte saves op, så der nu kun er 2 små pinde tilbage, men alt vokser hurtigt – især figentræer.

Og så gik der eller Villa-Collina-mode i den med morgenmad og frokost ude, genoptagelse af de gode sociale relationer, løb lungo mare, tennis med de gamle mænd, gå-ture op i bjergene ved Badolato. Nogle dage har været helt sommerlige med temperaturer op til 23 grader – noget vi aldrig har prøvet før i januar/februar, men i dag efter en uge med fremragende vejr er regnen kommet. Il Meteo-appen har advaret om sibirisk kulde, det har sneet i bjergene, så dagens motion er fingergymnastik på tasterne. De næste dage byder igen på sol, men meget lavere temperaturer.

Det har netop ringet på døren, så tasterne har måttet vente lidt – udenfor stod vores murer, Lentini – en af de utallige calabriere der har arbejdet i Tyskland i 60’erne og tjent så mange penge, så han har kunnet bygge sig et enormt hus og starte en lille murervirksomhed op. Om han har svendebrev vides ikke – heller ikke om han betaler moms, men han er sød og flink og har fået entreprisen på ombygningen af det hvide hus, vi har overtaget ved indkørslen og som skal være vores nye kontor og shines op, så indkørslen bliver lidt mere præsentabel. Men tilbage til hans ærinde i dag – hans kone havde bagt typisk calabrisk brød, mel, vand, oregano, lidt tomat, olie og salt – kilovis af brød var det blevet til i en stor forno a legno. Det kørte han nu rundt med til vennerne – og vi var nogle af dem tilsyneladende. Som skrevet tidlige, havde vi medbragt ingredienserne til leverpostej inklusive typiske danske julekrydderier, nelliker, allehånde, muskat. Leverpostejen havde jeg lige taget ud af ovnen, så der duftede dejligt, synes danskere, og Lentini fik et stykke sammen med lidt rugbrød.

Det er vel derfor man pendler mellem 2 kulturer – for at udfordres, lære, forstå og dermed få et bedre liv i alle aspekter af netop begrebet ”det gode liv”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.