Det samme omkvæd – oktober 2014

I søndags gik vi en tur på strandpromenaden – måske et lidt voldsomt ord om det uundværlige sted for italienere – stedet, hvor man går, ser og bliver set, snakker, hygger, cykler, finder et fristed fra lejlighedens neonlys eller kvinderegimet i hjemmet. Tilbage til promenaden: havet lå smukt med bjergene skarpt skåret som ramme. Vi glædede os som altid over det, der ikke ligner Danmark, selvom en tur langs Nivåbugten nu også er dejlig. Pludselig trådte en ældre mand hen mod os – lille lidt rund, pænt klædt og med alle tænder i behold. Vi kender ham godt og har talt med ham tidligere. Han ejer et stort hus ved siden af vores supermarked og vi går tit forbi og glæder os over alle hans frugttræer, hvor især melograno (granatæblet) fremviser en potens og et arsenal, som er dets navn værdigt. Den ældre mand ved godt, at vi er nogle af de underlige danskere, der i måneder opholder sig i Badolato, Calabrien. Han ved også en del om Danmark, for han spørger. Denne søndag skulle vi tale politik og hans indgangsreplik var: “Alle italienske politikere er tyveknægte!!” Nu ved vi jo godt, at det italienske system er meget forskelligt fra Danmark, at vores borgmester i Badolato netop via et præsidentielt dekret er afsat sammen med hele byrådet og kommunen er sat under administration, at der er 50 km. til San Lucca – Ndranghitaens hovedsæde etc. Hans næste politiske vinkel handlede om antallet af politikere, som han mente var mere end dobbelt så højt som i USA. Antallet af politikere kan jeg ikke forholde mig til, men jeg kan se, at en kommunalreform ville være på sin plads hernede. Kommunerne er meget små og alle opretholder de en stor administration og et voldsomt bureaukrati, som vi danskere har meget svært ved at forholde os til, for vi “spilder” ikke tiden og bureaukrati opfatter vi netop som tidsspilde. Forholdet til tid, at have tid, at give sig tid er et af de helt store kulturmøder mellem en nordisk protestantisk kultur og et Syditaliensk, katolsk samfund. Og den gamle mand havde tid, og vi gav os tid, for det har vi lært, at vi skal, hvis vi skal accepteres her. Pludselig pegede den gamle mand ud over havet: “Er det ikke smukt, er bjergene ikke vidunderlige, er klimaet ikke?? Og hvorfor er her så ingen turister, hvorfor sker her ikke noget, vi har jo det hele, men ingen kender det – det er politikernes skyld”. Nu begyndte jeg at forstå hans første udsagn om politikernes dovenskab og tyvagtighed, for i hans optik handler det om, at når man som politiker er valgt, er sikret en indkomst (og italienske politikere har de højeste indtægter i Europa), så har man ikke behov for at skabe udvikling, for man har jeg selv sit på det tørre. Og i en poltisk, økonomisk sammenhæng tæller JEG meget mere end VI hernede – omvendt når det gælder familie, kulturelt fællesskab, accept af det anderledes som fx den anden aften, hvor der var en lille fest arrangeret af sognerådet. Foran kirken var der stillet en tribune op og et traditionelt calabrisk AURIGA spillede de skæve rytmer, der kendetegner tarantelmusikken. Vi har oplevet det før – den lille knapharmonika, den hjemmelavde fele, guitaren, bassen, lidt strøm på, så alle kan høre. Der går kun kort tid, så begynder folk at danse, alene, kvinde med kvinde, mand med mand, ung og gammel. Og så er der den udviklingshæmmede danser. Han kan ikke sidde stille, men må ud på pladsen, hvor han følger først det ene par og så det andet, men alle accepterer ham, tager ham med ind i dansens verden, snakker med ham bagefter. Det var et sidespring og måske alligevel ikke, for forståelsen for politikerleden tager måske udgangspunkt i netop forholdet mellem det nære og det fjerne, hvor italienske politikere er fjerne og lever et andet liv, lever et andet sted end dem, der valgte dem. I Danmark er der krav om, at en koimmunalpolitiker skal have bopæl i den kommune, han eller hun er valgt i – det kender man ikke i Italien og “vores” borgmester boede da også 600 km væk i Rom, før han blev afsat. Nu er det ikke kun den gamle mand ved havet, der formulerer sin kritik af den manglende udvikling af Calabrien og politikernes manglende ageren. Kort tid efter skulle jeg have min lille Seat Mii til serviceeftersyn og olieskift. Jeg fik anvist et værksted i byen Davoli 10 km. fra Badolato. Alt gik efter bogen, prisen meget rimelig, og da jeg havde betalt så værkstedsejeren pludselig på mig med alvorlige øjne og spurgte: “Hvad laver I egentlig her, hvorfor har I valgt at tilbringe mange måneder hvert år i Calabrien?” Jeg blev lidt paf og t

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.