Da flygtningene begyndte at rejse mod nord… oktober 2015

Villa Collina, den 10.10.15
Da flygtningene begyndte at rejse mod nord, rejste vi mod syd. Målet var det samme for os som for dem, fred, ro og en bedre livskvalitet og alligevel så forskelligt et udgangspunkt. At være så privilegeret, at man kan flytte med solen og forlænge sommeren næsten ubegrænset er ufatteligt – og alligevel opfatter vi det som noget selvfølgeligt for en pensionist fra det rige nord. Det var derfor næsten uvirkeligt at læse aviserne, se billederne af folk på motorvejene, når vi intet ser til flygtningene hernede. Selvfølgelig er der afrikanere som markedssælgere og strandsælgere, men ikke flere end tidligere, for Calabrien er ”bare” en del af en transitrute. Her vil man ikke være, for her tilbydes man intet, så pensionisterne fra Danmark kan have det for sig selv og de har jo selv deres euro med. Så altså: business as usual i Calabrien – steghedt de første 14 dage, så havearbejdet var en sveddryppende oplevelse, havbadene vidunderlige, aftenerne endnu bedre, når blodmånen kom frem og spejlede sig i dugperlerne på vinglasset.
Ellers var der nedtælling til turen til den årlige tur til Sicilien. Den 19.9. tog vi over og hentede venner i Catania og så var der dømt high light: Siracusa, Noto, Ragusa, Villa Casale, Agrigento, Cefalu. 5 overnatninger og så tilbage til Villa Collina, hvor vennerne blev et par dage inden de tog toget til Napoli. Som altid er Sicilien en rejse værd! Inden vi nåede Catania lufthavn kørte vi en tur circum Etna. Besøgte Bronte berømt for sine pistacier, så på vulkanen og de dyre Etnavines stokke i lavaen. Rent faktisk er vin fra Etna ganske fortræffelig med en meget kompleks smag, men priserne er også derefter. Jeg er mere til nogle fortræffelige hvidvine lavet på grillo-druen fra det nordvestlige Sicilien.
4 mennesker, 3 kufferter, 60 heste på 1 m3 i 5 dage – det gik fint, og vennerne havde aldrig været på Sicilien og blev ret imponeret. Så var der gode hoteller og helt fortræffelig mad, så vi glemte helt, at vejene er skrækkelige, skiltningen usystematisk og GPS’en usikker inde på øen. Sjovt så meget det betyder at kunne sin fortid, når man konfronteres med den.
En af de mere spøjse oplevelser kom den sidste aften. Vi boede 20 km fra Cefalu på et herligt kunst-hotel. Værelserne var som et galleri og kunsten var ok og det lå i vandkanten med udsigt til de eoliske øers karakteristiske vulkanprofiler. Hotellet anbefalede naborestauranten og det var også strålende. Lidt uden for sæsonen, så der var os og nogle få lokale. Pludselig siger vore venner, at nu kom der nok nogle forretningsfolk. Ind kom 2 mand med høresnegl og kiggede rundt i lokalet og så kom 2 mænd, hilste rundt, bestilte mad, talte ikke sammen og gik umiddelbart efter deres måltid. Straks kørte 3 biler frem og 6 mand ledsagede dem ud. Efterfølgende fortalte værten, at der Siciliens ”presidente” – altså øverste administrative myndighedsperson indsat af regeringen i ROM til at bekæmpe mafiaen. Derfor var han selvfølgelig dødstruet, kunne ikke bevæge sit frit, gik aldrig ud i sin have eller på sin balkon. Falkone blev nævnt og værtens åbenhed undrede os meget, men egentligt godt, at man kunne tale om ”problemet”. Som vore venner sagde: Vi har været i livsfare…nå, maden var god, vinen også, selskabet, den lune aften, så var der smidt en bombe, så, nå ja..
Tilbage i Badolato var vi alle med til vinhøst oppe i bjergene på vingården, vi passerede på vores vandretur sammen sidste år. Det er en stor oplevelse bogstaveligt at have hænderne nede i druerne, høstfællesskabet, den gode mad ved langbordet, når druerne er i hus. Vi var 9 danske plukkere og imponerede italienerne med protestantisk arbejdsdisciplin. På tirsdag har jeg sammen med vinmandens meget charmerende kone arrangeret cooking class – vi skal vist lave ged…nå, men det smager sikkert godt og er meget traditionelt. Den anden dag var jeg nede og se et byggeprojekt sammen med hendes søn Carlo, en Milano baseret arkitekt. Jeg undrer mig altid over, hvor mange huse, jord mv. de store familier ejer hernede. Her var der tale om 12 ufærdige lejligheder – måske til nordboere og ellers til de lokale. Han ville godt høre min mening om konceptet og jeg måtte nok skuffe ham lidt, for det lå lige op af vejen (det elsker italienere) og der var for få vinduer. 1000 euro m2 er til gengæld en god pris. Han kom lige fra olivenhøst oppe i bjergene. 500 kg var det blevet til om formiddagen. Igen et paradoks, ung smart arkitekt fra Milano med kæreste i Bologna og så vin og oliven i udkantsitalien. Jeg spurgte ham, hvor han var om 25 år – han så undrende på mig – ”her selvfølgelig”. Hvis jeg selv skulle svare på det spørgsmål, ville det nok lyde: 91 år, Syditalien? At tale om fremtid sætter alt i et meget stort perspektiv!
Nå, der er vel gået efterårsferie i den i Danmark med feriestemningens frisættelse og sædvanlige glæde iblandet dårlig samvittighed over alt det, man bruger modalverber til. For nu at blive i billedet, så er pensionisttilværelsen tiden, hvor man har et lidt mere afslappet forhold til samme modalverber..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.