LED-lys og sol i Calabrien

Januar 2016

og mandeltræerne blomstrer
og mandeltræerne blomstrer

I år er moden blå LED-lys. Hver lille by, man kommer igennem, har trukket metervis af lysguirlander, hvor iskolde farver tænder og slukker, løber efter hinanden, danner mønstre som var de inspireret af Snedronningens forstandsspil. LED-lysenes kulde afløses om dagen af gule, grønne og orange farver. Som juletræer står appelsintræerne og blærer sig over for hinanden om, hvem der kan præstere mest – velkommen til Calabrien i januar, hvor Hellig Trekonger netop er overstået og La Befana har uddelt sit sukker til de søde børn og kul til de slemme…

Men det hele startede i Danmark den 8. januar 2016 fem dage efter indførelsen af grænsekontrollen. Helt uden skyld har asylansøgerne fået DSB til at ændre køreplan, så der kun er 3 gennemkørende tog fra Nivå til lufthavnen i timen, vejret viste sig også fra sin værste side og under 5 mm sne lukkede stort set Kastrup ned, så Ryan blev 7 kvarter forsinket og vi måtte spæne for at nå vores connection i Bergamo. Heldigvis var der ingen grænsevagter til at tage vores smykker (nu har mit gamle casio-ur heller ikke den største værdi) så den største frygt var, at køletasken med den sidste frosne brunkagedej og den ligeledes frosne halve rulle hakket lever og spæk fra Coop skulle blive toldernes bytte…det kunne være blevet et kulturmøde for en italiener!

Nu har jeg jo altid været skeptisk over for fagforeninger, så Ryan står ret højt oppe på min hitliste og det er jo fantastisk, at man kan flyve fra København over Bergamo til Lamezia retur for 740 kr…stik den DSB! Sæderne er blå og gule som i Arrivas busser, man behøver ikke skændes om det hensigtsmæssige i at lægge sæderne ned, smil og venlighed præger personalet pta. lønnen, men det er jo deres valg, en fanfare lød i højttaleren, da vi landede 15 minutter før schedule i Lamezia. Dårligt havde maskinen sat hjulene på banen, før den første indfødte ældre calabrier rejste sine 150 cm op og begyndte at hive trollyen ned. Vi taxiede vel på det tidspunkt med 50 km i timen, men intet kan stoppe en stålsat calabrier i at komme først ud – lige bortset fra tyngdekraften måske..

Gode naboer hentede os og allerede ved udgangen fra lufthavnen mærkede vi mildheden – nu var det forår og da vi kom hjem til huset kl. 1530 var temperaturen 19 grader, ikke en vind rørte sig, så hvorfor ikke udfordre den snerpede alkoholkultur og dele en øl i haven.

Kigger man ned fra huset mod appelsinlundene, møder synet den smukkeste blanding af mørk grønhed kombineret med orange, for det er højsæson for appelsiner. Igen undres man over, at dette ellers så nøjsomme folk ikke forstår at forarbejde alle deres appelsiner, for de ligger som et tæppe under træerne, triller ud på vejene og bliver til juice, når Michelinmanden triller over dem.

November – december plejer at være våde måneder, men i år har varme og tørke præget dem og alligevel er alt blomstret op, markerne er grønne og de karakteristiske gule blomster slås om pladsen sammen med alle de andre tidlige markblomster. Vinen har allerede sat knopper – det samme har figentræerne.

Haven havde det ok, chilliplanterne stod smukt røde og kappedes om at være stærkest. I hjørnet fortalte figentræets stub om dramaet i november, hvor det gamle træ væltede og måtte saves op, så der nu kun er 2 små pinde tilbage, men alt vokser hurtigt – især figentræer.

Og så gik der eller Villa-Collina-mode i den med morgenmad og frokost ude, genoptagelse af de gode sociale relationer, løb lungo mare, tennis med de gamle mænd, gå-ture op i bjergene ved Badolato. Nogle dage har været helt sommerlige med temperaturer op til 23 grader – noget vi aldrig har prøvet før i januar/februar, men i dag efter en uge med fremragende vejr er regnen kommet. Il Meteo-appen har advaret om sibirisk kulde, det har sneet i bjergene, så dagens motion er fingergymnastik på tasterne. De næste dage byder igen på sol, men meget lavere temperaturer.

Det har netop ringet på døren, så tasterne har måttet vente lidt – udenfor stod vores murer, Lentini – en af de utallige calabriere der har arbejdet i Tyskland i 60’erne og tjent så mange penge, så han har kunnet bygge sig et enormt hus og starte en lille murervirksomhed op. Om han har svendebrev vides ikke – heller ikke om han betaler moms, men han er sød og flink og har fået entreprisen på ombygningen af det hvide hus, vi har overtaget ved indkørslen og som skal være vores nye kontor og shines op, så indkørslen bliver lidt mere præsentabel. Men tilbage til hans ærinde i dag – hans kone havde bagt typisk calabrisk brød, mel, vand, oregano, lidt tomat, olie og salt – kilovis af brød var det blevet til i en stor forno a legno. Det kørte han nu rundt med til vennerne – og vi var nogle af dem tilsyneladende. Som skrevet tidlige, havde vi medbragt ingredienserne til leverpostej inklusive typiske danske julekrydderier, nelliker, allehånde, muskat. Leverpostejen havde jeg lige taget ud af ovnen, så der duftede dejligt, synes danskere, og Lentini fik et stykke sammen med lidt rugbrød.

Det er vel derfor man pendler mellem 2 kulturer – for at udfordres, lære, forstå og dermed få et bedre liv i alle aspekter af netop begrebet ”det gode liv”.

Da flygtningene begyndte at rejse mod nord… oktober 2015

Villa Collina, den 10.10.15
Da flygtningene begyndte at rejse mod nord, rejste vi mod syd. Målet var det samme for os som for dem, fred, ro og en bedre livskvalitet og alligevel så forskelligt et udgangspunkt. At være så privilegeret, at man kan flytte med solen og forlænge sommeren næsten ubegrænset er ufatteligt – og alligevel opfatter vi det som noget selvfølgeligt for en pensionist fra det rige nord. Det var derfor næsten uvirkeligt at læse aviserne, se billederne af folk på motorvejene, når vi intet ser til flygtningene hernede. Selvfølgelig er der afrikanere som markedssælgere og strandsælgere, men ikke flere end tidligere, for Calabrien er ”bare” en del af en transitrute. Her vil man ikke være, for her tilbydes man intet, så pensionisterne fra Danmark kan have det for sig selv og de har jo selv deres euro med. Så altså: business as usual i Calabrien – steghedt de første 14 dage, så havearbejdet var en sveddryppende oplevelse, havbadene vidunderlige, aftenerne endnu bedre, når blodmånen kom frem og spejlede sig i dugperlerne på vinglasset.
Ellers var der nedtælling til turen til den årlige tur til Sicilien. Den 19.9. tog vi over og hentede venner i Catania og så var der dømt high light: Siracusa, Noto, Ragusa, Villa Casale, Agrigento, Cefalu. 5 overnatninger og så tilbage til Villa Collina, hvor vennerne blev et par dage inden de tog toget til Napoli. Som altid er Sicilien en rejse værd! Inden vi nåede Catania lufthavn kørte vi en tur circum Etna. Besøgte Bronte berømt for sine pistacier, så på vulkanen og de dyre Etnavines stokke i lavaen. Rent faktisk er vin fra Etna ganske fortræffelig med en meget kompleks smag, men priserne er også derefter. Jeg er mere til nogle fortræffelige hvidvine lavet på grillo-druen fra det nordvestlige Sicilien.
4 mennesker, 3 kufferter, 60 heste på 1 m3 i 5 dage – det gik fint, og vennerne havde aldrig været på Sicilien og blev ret imponeret. Så var der gode hoteller og helt fortræffelig mad, så vi glemte helt, at vejene er skrækkelige, skiltningen usystematisk og GPS’en usikker inde på øen. Sjovt så meget det betyder at kunne sin fortid, når man konfronteres med den.
En af de mere spøjse oplevelser kom den sidste aften. Vi boede 20 km fra Cefalu på et herligt kunst-hotel. Værelserne var som et galleri og kunsten var ok og det lå i vandkanten med udsigt til de eoliske øers karakteristiske vulkanprofiler. Hotellet anbefalede naborestauranten og det var også strålende. Lidt uden for sæsonen, så der var os og nogle få lokale. Pludselig siger vore venner, at nu kom der nok nogle forretningsfolk. Ind kom 2 mand med høresnegl og kiggede rundt i lokalet og så kom 2 mænd, hilste rundt, bestilte mad, talte ikke sammen og gik umiddelbart efter deres måltid. Straks kørte 3 biler frem og 6 mand ledsagede dem ud. Efterfølgende fortalte værten, at der Siciliens ”presidente” – altså øverste administrative myndighedsperson indsat af regeringen i ROM til at bekæmpe mafiaen. Derfor var han selvfølgelig dødstruet, kunne ikke bevæge sit frit, gik aldrig ud i sin have eller på sin balkon. Falkone blev nævnt og værtens åbenhed undrede os meget, men egentligt godt, at man kunne tale om ”problemet”. Som vore venner sagde: Vi har været i livsfare…nå, maden var god, vinen også, selskabet, den lune aften, så var der smidt en bombe, så, nå ja..
Tilbage i Badolato var vi alle med til vinhøst oppe i bjergene på vingården, vi passerede på vores vandretur sammen sidste år. Det er en stor oplevelse bogstaveligt at have hænderne nede i druerne, høstfællesskabet, den gode mad ved langbordet, når druerne er i hus. Vi var 9 danske plukkere og imponerede italienerne med protestantisk arbejdsdisciplin. På tirsdag har jeg sammen med vinmandens meget charmerende kone arrangeret cooking class – vi skal vist lave ged…nå, men det smager sikkert godt og er meget traditionelt. Den anden dag var jeg nede og se et byggeprojekt sammen med hendes søn Carlo, en Milano baseret arkitekt. Jeg undrer mig altid over, hvor mange huse, jord mv. de store familier ejer hernede. Her var der tale om 12 ufærdige lejligheder – måske til nordboere og ellers til de lokale. Han ville godt høre min mening om konceptet og jeg måtte nok skuffe ham lidt, for det lå lige op af vejen (det elsker italienere) og der var for få vinduer. 1000 euro m2 er til gengæld en god pris. Han kom lige fra olivenhøst oppe i bjergene. 500 kg var det blevet til om formiddagen. Igen et paradoks, ung smart arkitekt fra Milano med kæreste i Bologna og så vin og oliven i udkantsitalien. Jeg spurgte ham, hvor han var om 25 år – han så undrende på mig – ”her selvfølgelig”. Hvis jeg selv skulle svare på det spørgsmål, ville det nok lyde: 91 år, Syditalien? At tale om fremtid sætter alt i et meget stort perspektiv!
Nå, der er vel gået efterårsferie i den i Danmark med feriestemningens frisættelse og sædvanlige glæde iblandet dårlig samvittighed over alt det, man bruger modalverber til. For nu at blive i billedet, så er pensionisttilværelsen tiden, hvor man har et lidt mere afslappet forhold til samme modalverber..

Det samme omkvæd – oktober 2014

I søndags gik vi en tur på strandpromenaden – måske et lidt voldsomt ord om det uundværlige sted for italienere – stedet, hvor man går, ser og bliver set, snakker, hygger, cykler, finder et fristed fra lejlighedens neonlys eller kvinderegimet i hjemmet. Tilbage til promenaden: havet lå smukt med bjergene skarpt skåret som ramme. Vi glædede os som altid over det, der ikke ligner Danmark, selvom en tur langs Nivåbugten nu også er dejlig. Pludselig trådte en ældre mand hen mod os – lille lidt rund, pænt klædt og med alle tænder i behold. Vi kender ham godt og har talt med ham tidligere. Han ejer et stort hus ved siden af vores supermarked og vi går tit forbi og glæder os over alle hans frugttræer, hvor især melograno (granatæblet) fremviser en potens og et arsenal, som er dets navn værdigt. Den ældre mand ved godt, at vi er nogle af de underlige danskere, der i måneder opholder sig i Badolato, Calabrien. Han ved også en del om Danmark, for han spørger. Denne søndag skulle vi tale politik og hans indgangsreplik var: “Alle italienske politikere er tyveknægte!!” Nu ved vi jo godt, at det italienske system er meget forskelligt fra Danmark, at vores borgmester i Badolato netop via et præsidentielt dekret er afsat sammen med hele byrådet og kommunen er sat under administration, at der er 50 km. til San Lucca – Ndranghitaens hovedsæde etc. Hans næste politiske vinkel handlede om antallet af politikere, som han mente var mere end dobbelt så højt som i USA. Antallet af politikere kan jeg ikke forholde mig til, men jeg kan se, at en kommunalreform ville være på sin plads hernede. Kommunerne er meget små og alle opretholder de en stor administration og et voldsomt bureaukrati, som vi danskere har meget svært ved at forholde os til, for vi “spilder” ikke tiden og bureaukrati opfatter vi netop som tidsspilde. Forholdet til tid, at have tid, at give sig tid er et af de helt store kulturmøder mellem en nordisk protestantisk kultur og et Syditaliensk, katolsk samfund. Og den gamle mand havde tid, og vi gav os tid, for det har vi lært, at vi skal, hvis vi skal accepteres her. Pludselig pegede den gamle mand ud over havet: “Er det ikke smukt, er bjergene ikke vidunderlige, er klimaet ikke?? Og hvorfor er her så ingen turister, hvorfor sker her ikke noget, vi har jo det hele, men ingen kender det – det er politikernes skyld”. Nu begyndte jeg at forstå hans første udsagn om politikernes dovenskab og tyvagtighed, for i hans optik handler det om, at når man som politiker er valgt, er sikret en indkomst (og italienske politikere har de højeste indtægter i Europa), så har man ikke behov for at skabe udvikling, for man har jeg selv sit på det tørre. Og i en poltisk, økonomisk sammenhæng tæller JEG meget mere end VI hernede – omvendt når det gælder familie, kulturelt fællesskab, accept af det anderledes som fx den anden aften, hvor der var en lille fest arrangeret af sognerådet. Foran kirken var der stillet en tribune op og et traditionelt calabrisk AURIGA spillede de skæve rytmer, der kendetegner tarantelmusikken. Vi har oplevet det før – den lille knapharmonika, den hjemmelavde fele, guitaren, bassen, lidt strøm på, så alle kan høre. Der går kun kort tid, så begynder folk at danse, alene, kvinde med kvinde, mand med mand, ung og gammel. Og så er der den udviklingshæmmede danser. Han kan ikke sidde stille, men må ud på pladsen, hvor han følger først det ene par og så det andet, men alle accepterer ham, tager ham med ind i dansens verden, snakker med ham bagefter. Det var et sidespring og måske alligevel ikke, for forståelsen for politikerleden tager måske udgangspunkt i netop forholdet mellem det nære og det fjerne, hvor italienske politikere er fjerne og lever et andet liv, lever et andet sted end dem, der valgte dem. I Danmark er der krav om, at en koimmunalpolitiker skal have bopæl i den kommune, han eller hun er valgt i – det kender man ikke i Italien og “vores” borgmester boede da også 600 km væk i Rom, før han blev afsat. Nu er det ikke kun den gamle mand ved havet, der formulerer sin kritik af den manglende udvikling af Calabrien og politikernes manglende ageren. Kort tid efter skulle jeg have min lille Seat Mii til serviceeftersyn og olieskift. Jeg fik anvist et værksted i byen Davoli 10 km. fra Badolato. Alt gik efter bogen, prisen meget rimelig, og da jeg havde betalt så værkstedsejeren pludselig på mig med alvorlige øjne og spurgte: “Hvad laver I egentlig her, hvorfor har I valgt at tilbringe mange måneder hvert år i Calabrien?” Jeg blev lidt paf og t