Hvid hue

Er lykken en hvid hue?
I disse dage venter 75% af 9. og 10. klasserne på besked om, de er optaget på deres ”drømme” uddannelse – gymnasiet

Mit 50-års studenterjubilæum står for døren. Når vi om nogle måneder sidder over kaffen med en gulnet studenterhue på, vil nogen sikkert spørge: ”Hvordan sikrer vi, at også vores børnebørn kommer ud på den rigtige side af uddannelsessystemet”. Måske vil jeg svare: ”Et uddannelsessystems succes skal måles på, om der er den rigtige balance mellem 3 modalverber: skal – kan – vil. Det nytter ikke, at den 16-årige vil være student, hvis han ikke kan – det nytter ikke, hvis en student vil læse finsk, hvis samfundet skal bruge eksportingeniører”.
I 1956 tog jeg på en uddannelsesmæssig rejse. På vejen så jeg, hvordan det kan lykkes at bryde social arv for rigtig mange, at sikre dem en fremtid og et godt liv, fordi der var den rigtige balance mellem alt det, de ville og alt det de kunne.
Vi er i Kgs. Lyngby i august 1956. En af efterkrigstidens store årgange skal starte i skole. 28 7-årige, 13 piger og 15 drenge. Alle var inkluderet og et par af drengene ville i dag sikkert have fået en diagnose. Vi fik karakterer fra 1. klasse og en udtalelse om opførsel og flid.
I 5 år skulle vi gå sammen, og så skulle vi deles efter evner. Nogle skulle på A-linjen – A for almen, andre skulle på B-linjen – B for boglig. Mine forældre kom til et forældremøde og blev orienteret, men afgørelsen om placering var alene skolens.
6. og 7. skoleår skulle vi være sammen i den nye klasse – så skulle vi deles igen, så nogle kunne komme videre i realskolen og gymnasiet, mens andre kunne vælge at gå ud eller fortsætte i fri mellem.
Billedet er taget ved afslutningen af 2. real og der er 12 tilbage fra min oprindelige klasse. Af dem skal 9 videre i gymnasiet og 7 af dem får senere en akademisk uddannelse.
I dansk selvforståelse fremstod skolesystemet i rigtig mange år som verdens bedste – og med god grund. Få lande havde som Danmark formået at tilpasse deres skolesystem så præcist til det, samfundet havde brug for og med et overordnet mål om at sikre, at intet talent gik til spilde.
Danmarks overgang fra landbrugsland til industrisamfund efter 2. verdenskrig betød behov for flere med tekniske færdigheder. Så fik vi først teknisk forberedelseseksamen og senere Udvidet teknisk forberedelseseksamen – både for unge, men også som aftenskole for voksne – og Danmark fik sine teknikere. Igen i 60’erne opstod behov for nyt. Ud af ungdomsoprøret skabtes HF som et alternativ til det akademiske almene gymnasium og ikke nok med det 2-årige hf – enkeltfags-hf kom også til. Nu fik de 80-90% af befolkningen, der ved udgangen af 60’erne ikke havde en adgangseksamen til videregående uddannelser, muligheden. Det kom til at betyde, at man på VUC’erne flyttede eleverne 1-1,5 socialgrupper: den ufaglærte blev faglært, den faglærte blev ingeniør, sygeplejersken blev læge, den bankuddannede blev jurist.
Vi fik løftet alle der ville og kunne og det dannede grundlag for den økonomiske optur. Men en dag midt i 90’erne var det slut. Som fagbevægelsen havde uddannelsessystemet sejret ad helvede til. Godt nok havde alle gennemført 9-10 års skolegang, men en stor gruppe var det lykkedes at slippe igennem folkeskolen uden egentlig at være forberedt fagligt eller mentalt på et arbejdsliv og en uddannelse. De første internationale sammenlignende målinger af kvaliteten af det danske uddannelsessystem – i første omgang folkeskolen – afslørede, at det, vi troede, var verdens bedste uddannelsessystem (og samtidig dyreste) havde fejlet. Resultaterne blev godt nok i starten affejet med, ” så kan danske børn så meget andet” og reformpædagoger og primært centrum-venstre var imod grundlæggende at ændre systemet.
Hvad var gået galt? Med U90 (Samlet uddannelsesplanlægning frem til 90’erne) fra 1978 havde man lagt frøene til et uddannelsessyn, hvor begreber som faglighed og fy-ordet disciplin forsvandt til fordel for ”blødere” værdier. Efterfølgende har udsagnet ”Hvad alle ikke kan lære, skal ingen lære” klæbet til U90 og især til daværende undervisningsminister Ritt Bjerregaard. Citat er sikkert en konstruktion, men et brugbart billede på et paradigmeskift i uddannelsessystemet som cementerede en uddelt og prøveløs/test-fri folkeskole, hvor karakterer og eksamen først kom på et meget sent tidspunkt. Nu kunne man jo have troet, at forældrene ville reagere på manglende fokus på faglighed, men paradokset var og er stadig i dag, at hvis man spørger forældre, hvad der er vigtigst for deres barn: Trivsel eller faglighed? så vinder trivsel. Samtidig blev Danmarks Lærerforeningen og Lærerhøjskolen nyttige idioter i forældres tiltagende krav om positiv særbehandling og hensyntagen til netop deres barn. På den måde lykkedes det at gennemføre et skift, hvor store dele af skolesystemet gik fra at være et redskab for samfundet til værdiskabelse til at blive en individualiseret serviceydelse for den enkelte.
Nu er folkeskolen jo alle uddannelsers moder og derfor fik dette skift også indflydelse på de gymnasiale uddannelser. Op gennem 00’erne oplevede man en eksplosiv tilgang af elever og tallene fra 2017 viser, at 74% af en ungdomsårgang søgte ind på disse uddannelser heraf 44% på det almene gymnasium. På 40 år er antallet af ansøgere til det almene gymnasium mere end 4-doblet. Per tradition har det ligget i det almene gymnasiums DNA at sikre høj faglig kvalitet og landsdækkende ensartethed gennem meget specifikke krav til lærernes kompetencer, ministeriel styring af eksamen og censur, fagkonsulenters eksplicitte kontrol af faglighed og accept fra både skoleledelsers og læreres side af stram ministeriel styring af uddannelsens mål og indhold. Det kom op gennem 00’erne i konflikt med nye politiske ideer om decentralisering, minimalstat, besparelser mv.
Og eleverne? – de strømmede til alligevel med håbet om hue og fede fester, men med en manglende faglig og studiemæssig ballast. Konsekvensen er i dag tydelig, selvom gymnasielærerne har kæmpet og fortsat kæmper en heroisk kamp for at fastholde opfyldelsen af de faglige mål. Det samme gør hovedparten af eleverne, men for – groft sagt 33% – vil det ikke ende lykkeligt. Derfor ser vi i dag i gymnasiet frafald, uacceptabelt høje fraværstal, eksamenssnyd, stressede elever, coaching, psykologhjælp, hjælp til lektielæsning etc. Eleverne er produkter af en folkeskole med for få krav og en manglende diskurs om, at nogle rent faktisk er klogere end andre og kan lære noget, ikke alle kan lære. Det skulle de have fået at vide, inden de begyndte på en uddannelse, de reelt ikke magter.
Det kan undre, at ikke flere dumper, at karaktergennemsnittet ikke ligger lavere, men med et ikke-absolut karaktersystem, vil man aldrig få et reelt billede af manglende opfyldelse af de faglige mål. Derfor kommer de fleste igennem med for høje karakterer og derfor klager universiteterne nu over mangel på helt banale kundskaber hos de studerende. På den måde er det som med folkeskolen lykkedes at udhule gymnasiets kvalitet, fordi man ikke i tide har sat en reel stopper for ikke egnede ansøgeres urealistiske drøm om en hvid hue. Først nu er det gået op for politikerne, at for mange kommer i gymnasiet. Nok indfører man en vis adgangsbegrænsning til gymnasiet fra 2019 med krav om karaktergennemsnit 5 som omsat til ord befinder sig lidt over ”en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler”, men er det nok?
Hvad så med alle dem der alligevel kom igennem gymnasiet uden at kunne nok, blev optaget på lange videregående uddannelser og gennemførte, fordi universiteterne pga. taxametersystemet ikke ville sige fra i tide? Det er dem, vi ser i statistikkerne over ledige dimittender, humanister uden fremtidsmuligheder, middelmådige gymnasielærere, der kunne være blevet fremragende folkeskolelærere, fagligt svage folkeskolelærere, der kunne være blevet gode og lykkelige pædagoger etc.
Derfor er spørgsmålet: ”Er det nu også lykken at blive optaget i gymnasiet?”
Jens Per Nielsen

En dag i Roskilde

Renoir i Calabrien

Renoir i Calabrien

En lille fortælling om det uendeligt små og det uendeligt store…

Som altid skriver man i troen på at blive færdig i et hug, men virkeligheden indhenter en, så hvad der blev startet den 6.10. bliver en “never-ending-story” – som tiden dog går…

Det er fredag den 6.10. Klokken er 19:16. Il Meteo-appen har fortalt, at nu kommer fuldmånen frem. Den har også læst appen og gør som den skal. En smal rød stribe, der langsomt bliver til en sammenklemt blodappelsin for så at komme ud af skabet efter 15 minutter og få den farve, måner skal have med en lysende bro i havet mellem den og os i Calabrien. Jeg ved ikke, hvorfor vi altid har rød måne i Calabrien – det må have noget med breddegraden at gøre – 38 – nok til at månen også lægger sit sejl på sned som en windsurfer i vanskeligheder.

Det er stadig 23 grader, nok til at cikaderne støjer med en styrke, så Arbejdstilsynet ville have nedlagt forbud mod længere ophold på terrassen. Det er næsten mørkt og månen og den gullige vejbelysning kæmper om at lyse mest. Det har været en dejlig dag – en af dem, man skal huske og bruge til at fatsholde glæden og taknemmeligheden over, at man er så privilegeret, at man kan leve, opleve, være en del af en kultur og natur et så specielt sted.

Det startede med en tur på det store marked i Soverato. Selvom temperaturen siger sommer, så fortæller markedets udbud, at efteråret er kommet. Store sække med nyhøstede oliven, endnu større sække med kastanjer fra bjergene lige bag os, hvor ædelkastanjen vokser i skovene, så man skal bare bukke sig for at samle. De første citrusfrugter er dukket op – lidt for tidligt måske, for mandarinerne har stadig en lidt grøn farve. Vi køber også lokal rød grapefrugt og granatæbler.

Det slår os, at efteråret har sat gang i salget af udplantningsplanter – fennikel, røde løg fra Tropea, alle former for kål og salat står klar i små polystyren-bakker i miniature-udgave lige til at blive sat i jorden. Her er det ikke temperaturen, men nedbøren der bestemmer om ting kan gro og hvornår, de skal i jorden.

På markedet myldrer det som sædvanligt med små damer med pensionistrullere, der næsten er større end dem selv. 150-160 cm. er normal-højde for mange calabriere født lige efter krigen. Underligt, at dette frodige område ikke har kunnet levere proteiner og energi nok – det er som at være i Japan. Dværgevækst ses, måske også kretinisme, for de små samfund har været isoleret. Af og til dukker en rødhåret, blå øjet, højere calabrier op og leverer det endegyldige bevis på normannernes tilstedeværelse for 1000 år siden på samme måde som det gnistrende sorte hår og mandelformede øjne fortæller om saracenernes hærgen. Denne syditalienske melting pot, kunne være guf for Eske Willerslev – dna fra grækere, fønikere, etruskere, romere, normanner, spaniere – de har været her alle sammen – de fleste rejste hjem igen, så nu er der kun danskerne tilbage og med vores gennemsnitsalder er risikoen for yderligere gen-spredning nok begrænset, selvom det gode klima, vinen og maden af og til sætter lidt mere fut i de gamle mænd end i et råkoldt Danmark

Efter markedet tilbage til huset, for temperaturen er steget til 27 grader, luften er fugtig, solen slås med lidt vatskyer, men vinder. Derfor ned på stranden som ligger jomfruelig. Vi bader i 25 grader varmt vidunderligt klart vand, lægger os på tæppet og gennembages. Frokosten bliver sen, men hvad gør det, når tid er det, vi har mest af.

Berlingske indtages i liggestolen med en god kop Guglielmo espresso. Pludselig pusler det bag os. På nedgangen til nabohuset står en meget sort ung mand. Han kigger ned til os, hvor græsslåmaskinen står og sække til haveaffald ligger. “Cerco lavoro”, siger han med accent, men italiensk er det. Overlevelse er at kunne sproget, når man står og tager imod indkøbsvognen ved supermarkedet i håbet om 1€ eller tager en kasket på og leger selvbestaltet parkeringsvagt. Her er mange unge sorte mænd og der er de seneste år kommet flere, men de fleste forsøger at komme mod nord og samles i grænsebyerne mod Østrig og Schweiz, for hvorfor blive her i Italiens “Afrika”.

Mange afrikanere har en levevej på de omrejsende markeder, hvor de sælger lædervarer og sko – kopi fra Kina sikkert – globaliseringen i en nøddeskal: folkevandring, vandring af varer, ophævelse af den nationale ret til at beskytte sit og sine og vi er alle blevet rigere af det – selv den sorte mand med den fake Gucci-taske eller træfiguren, som ser afrikansk ud, men er made in China. Markedsfolket ser ud til at klare sig – værre er det med daglejerne. De samles i vores by på bestemte barer, hvor man kan hyre dem til forskelligt manuelt arbejde – 15-20 € for en dags arbejde og lidt mad er betalingen. For italienerne er det helt naturligt at bruge dem, mens vi danskere skal lære det, men hernede har de også både stemt på Mussolini og Berlusconi og enhver er sig selv nærmest og tænker kun på egne interesser. Tanken om fællesskabet/broderskabet/det fælles bedste er ikke en del af den kollektive bevidsthed, for selvfølgelig er der en kollektiv bevidsthed, men den knytter sig til historien, myten, naturen, dialekten – ikke måden vi som mennesker skal agere på for at optimere netop det fælles bedste.

Men egentlig var det ikke det, jeg ville fortælle. Jeg ville fortælle om Renoir i Calabrien, men blev hængende i alt det som er så forskelligt fra Danmark og som sætter så meget af deres og vores liv i perspektiv, men hvad er det nu med maleren Renoir i Calabrien, tapetmaleren som blev en af impressionismens ypperste med en æstetik som er så forskellig fra Calabriens rå kultur?:

Det begyndte for et år siden med en tur til Lago dell’Anghitola. I sædelommen på Easyjetten havde vi læst det sædvanlige rejsemagasin med lækre reklamer krydret med lidt turistinfo. Månedens udgave fokuserede på området ved Pizzo og Tropea i Calabrien – det mest turistede område. Et lille afsnit fortalte om den opdæmmede sø Lago d’Anghitola, beskyttet af WWF som et fuglereservat, hvor trækfugle på nord-syd-ruten som bådflygtninge tanker op på vejen inden turen over Middelhavet. Vi kørte derned, smukt, frodigt område, en lavvandet sø, træbevoksede bredder, observations-shelters, rimeligt rent selvom området bliver brugt som pic-nic-mål af de lokale som aldrig har hørt om begrebet “skovsvin”, men kun kender vildsvin som også havde gjort deres bedste for at “tøffe” stierne op.

Den store ornitologiske oplevelse lod vente på sig for ikke at sige udeblev, men 4 måger, en vipstjært og en hvid hejre blev det til. På vejen tilbage besøgte vi byen Monterosso Calabro der ligger med udsigt over søen og det Thyrrenske hav, hvor man på en klar dag kan se Stromboli og Sicilien som en sidegevinst. Et par måneder senere fandt jeg ved et tilfælde en bog hos Amazon af canadieren Michael Caputo, “A Coin in Calabria” (bilag) som er fortællingen om hans barndom i Calabrien i 50’erne og 60erne og familiens udvandring til Canada. Velskrevet, tankevækkende bog og så kom det mærkelige: Han stammer fra området ved netop Lago dell’Angitola fra byen Capistrano tæt ved Monterosso Calabro. Et afsnit i bogen hedder “Renoir in Calabria” (bilag 1). Jeg fortalte om den spændende bog og endnu mærkeligere historie om maleren Renoir. Selvfølgelig skulle vi ned og se byen og billedet, men som altid i Calabrien tager den ene dag den anden, men en tirsdag skulle det være. Det tager en time at køre til Capistrano, hvor billedet skulle være i byens kirke. Vi bor jo på østkysten ved det Ioniske Hav, mens Capistrano ligger i bjergene mod det Thyrrenske hav, så vi skal over over vandskellet og bjergene i naturparken Serre.

Vejen dertil er god, så uden problemer når vi frem og parkerer. Udsigten fra byen over havet er spektakulær. På vej ind i byen ser vi et skilt til Cristo Redentore, men tænker ikke nærmere over det – nu gælder det Renoir. Kirken ses tydeligt i bybilledet. Sen-barok, velholdt og åben – det sidste ikke mindst vigtigt, for hvor tit er vi ikke kommet frem til låste kirker. Vi træder ind i det store kirkerum, hvor en på alle måder gyseslig loftsfresker er det første, man får øje på. Rummet er mørkt, især når øjnene er blændet af dagens sollys. Lige ved indgangen ved døbefonten skimter man en freske – Renoirs billede af Jesu dåb. Fresken er ikke belyst, så med lidt hjælp fra mobiltelefonens lommelygte afsløres billedet i sin helhed, mens øjnene også langsomt vænner sig til mørket. Det er ikke noget mesterværk, ”nydeligt” er måske det bedste ord. Er det Renoir?? Umuligt at afgøre, men kilderne er rimelig klare og for lokalbefolkningen er der ingen tvivl – Renoir var der, han malede, han avlede børn, så der er flere nepoter i byen. Flere af de lokale kontaktede os, viste stolthed, fortalte, så jo, en udflugt værd og næste gang skal vi også se Cristo Rendentore som knejser i majestæt 100 m. over byen som Kristusfiguren i Rio. Og som altid var byen fyldt med gamle damer klædt i sort, pittoreske huse (nogle ville sige ædelt forfald) eller som Albert Speer sagde: “Ruinværdi”. Calabrien har altid noget at byde på, hvis man er til mere end all-inclusive og ikke tilhører den specielle race af pool-liggere.

Så slutter dette lille udkast til en rejsefortælling og fortsættes måske i den uendelighed af tid der forhåbentlig ligger for an os.

 

Bilag 1

Michael Caputo

uddrag af

“The Coin from Calabria”

RENOIR IN CAPISTRANO?

The new school year began. New teachers appeared. My new art teacher, Franco Natale, a local teacher, was wonderful to have.  He was brimming with energy; he was confident, creative and always warm and friendly. He belonged to the Natale family, a family of exceptionally gifted people, artistically and musically. His grandfather was Maestro Natale, who many years ago had been the town’s Postmaster, the town’s Mayor and the Maestro of the local band. My father, who knew him well, described him as eccentric, intense and brilliant. His genes clearly were passed on to several of his descendents who later excelled in various fields.

Franco was particularly gifted in art. He had discovered his artistic talents while in the police force. Later he became an art teacher and I had the privilege of being one of his students. Little did we know that tall, dynamic and enthusiastic man, many years later, would have become a successful artist who would have won several art awards.

One day Mr. Natale shared with us something which, by the look on his face, appeared to be particularly important. He announced to us grade sevens something he had concluded about the, “Baptism of Jesus’” mural found on the wall behind the baptistery of our main church. His conclusion was that it had been painted by a man whose name we had never heard before: “Renoir.”

We had no idea of who Renoir had been, but we knew that he had to have been an important painter. It was also evident by the name that he was not Italian. What was a foreigner, who obviously had to have been very important, doing in a small town located among olive groves, in a far away land? It was a puzzle, but at our young age we did not really care.

Mr. Natale announced that he was planning to ask the people from the Ministry of Fine Arts to come and look at the mural, so as to validate his views. I stored the announcement in the same location of my mind where the name of my coin had been stored, so as not to be forgotten — and it was never forgotten.

Probably the summer that followed, while I was playing in the piazza, I saw Mr. Natale, Don Nicolino Manfrida, our parish priest, and two authoritative-looking people enter the church. I was quite sure Mr. Natale was showing them the mural. I do not recall how long they stayed in the church, but I immediately suspected that they had to have been the people Mr. Natale was hoping to get to come and investigate.  Of course, I had no way of validating my suspicion and to today I have no idea as to who they were.

I heard nothing about their verdict. But I did not forget the evolving story. I kept all the details stored in my mind. The verdict was finally rendered several years later.

Upon my return home, many years later, I found that Mr. Natale’s views had been validated. The consensus was that Renoir, the famed French impressionist painter, had indeed come to our town and that he had totally re-painted parts, or all of the mural, as his son had written about in his biography, Renoir my Father.

I have recently discovered that, in reality, Mr. Natale had not been the first one to conclude that Renoir had visited and had done some work in my town. Two teachers by the name of Giovanni Curatola and Giuseppe Pisani, who were teaching in Capistrano, and a journalist by the name of Sharo Gambino had reached this conclusion before Mr. Natale, upon reading Renoir’s biography. Mr. Natale was informed of the possibility by his two colleagues and he too quickly became a firm supporter of that view.

In the aforementioned biography, Renoir’s son describes his father’s trip to Calabria intended to visit a priest, whom had met while in Naples. The priest described to him the beauty of Calabria and that inspired Renoir to travel south to visit the area. “While in Naples, Renoir stayed in a little inn patronized especially by the clergy. ‘When we sat down to eat spaghetti with tomato sauce, I was the only not dressed in black.’”

He then shares that his father, “had great discussions on theology with a man next to him, a gaunt priest with a huge nose.” He continues, “The priest in question was from Calabria, and his description of his part of the country gave my father a desire to see it. And so Renoir set out with a letter of introduction from the bishop, which his friend had obtained.”

Because there were few railroads and roads in Calabria, “he did part of the journey in a fishing boat, going from one port to another and the rest on foot.”

During his trip to Calabria, the French painter used the bishop’s letter to help him find accommodations in priest’s homes along the way, who showed him much kindness. “Often a parish priest who had only a pallet to sleep on would turn it over to him, and go himself to sleep in the stable with the donkey.”

What left Renoir astounded about Calabria was the poverty of the area. Yet in spite of their poor condition, Calabrians welcomed Renoir warmly and did their best to make his visit as comfortable as possible. “The poverty of the region was almost unbelievable. Yet everyone put himself out to receive the visitor.”

The food eaten by our ancestors consisted of a few basics. “The meals were more than simple. In some villages the inhabitants lived entirely on beans, and had seldom tasted spaghetti or macaroni…”

Because of lack of bridges, Renoir had difficulty crossing some rivers swollen by heavy rains. In one case he told his son that he had no way of crossing one particular river. The solution was offered by a peasant woman who saw him unable to cross. She called a dozen or so other peasants who were working in the fields nearby, and “they all came to the rescue, laughing and chattering in their dialect…” The peasants came up with an ingenious solution. “They picked up my father and his baggage, waded into the river, and forming a line across it, passed him from one to another like a rugby football.”

Renoir was touched by all the kindness our people and wanted to reciprocate. They were not particularly interested in his money, but they gladly accepted a portrait of their “bambino.”

Renoir’s son then shares with us the most relevant detail: “In a mountain village Renoir restored the frescoes, which had been destroyed by humidity.” Renoir told his son that he had no experience in fresco painting nor did have the necessary paints to do the job. Being resourceful, he found what he needed at local mason’s. “I didn’t know much about fresco painting. I found some paints in powder form, at the mason’s in the village.” Given the low quality of the material used, he asked himself, “I wonder if what I did lasted.”

His stay in Calabria and my town must have been exceptionally positive. His final assessment of my people gives me a deep feeling of sadness and pride. “All the Calabrians I met were generous and so cheerful in the midst of their poverty.”[1] Though Calabrians in those challenging days lived in abject poverty, they coped with the paucity in their lives with cheerfulness and were very kind and giving people toward strangers.

According to Pino La Serra, a local artist, art restaurateur and President of the Renoir in Capistrano Association, Renoir went to my town and, upon visiting the local church in the company of Don Francesco Bongiorno, the town’s wealthiest man, he saw behind the baptistery a mural badly damaged by humidity. Renoir was shocked by the condition of the fresco. Don Francesco asked him if he could repair it. After at first refusing, he promised him that, upon his return from his trip to other southern areas he would have fulfilled his wishes. Renoir kept his word in May of 1882 when he returned to Capistrano and completed the promised work in the space of three days. Among other proofs, a drawing titled, “Calabrian Landscape” by Renoir was offered by Pino as further evidence that Renoir had indeed come and worked in my town. The drawing shows Capistrano as it looked in the late 1800’s, as seen from the Batia area, with our church clearly represented in the distance. [2]

In recent years more evidence of Renoir’s visit to Capistrano and of his work on the “Baptism of Jesus” and other murals has been offered by the local artist-philosopher, Mario Guarna, in his book Gli affreschi di Renoir a Capistrano(Renoir’s Frescos in Capistrano).[3] In his book, Mario proposes interesting stylistic evidence to support the presence of Renoir’s touch in some of the frescos found in the church.

The fact that Renoir came to Capistrano and that he left his artistic witness in the main church became a source of great pride for my people who had, up to that point, so little to be proud of. The square where I spent so many special moments as a child was renamed, “Piazza Renoir.” Presently tourists that tour our area of Calabria are, on occasion, taken to see the Capistrano Renoir, to the delight of many Capistranesi.

Badolato sagaen

Badolato-sagaen

Fakta om
Væringerne i Miklagård

Væringkorpset blev oprettet i 930 og bestod af krigere/vikinger fra de nordiske lande, som tjente som lejesoldater for den østromerske kejser. De, som vendte hjem, påvirkede omgivelsene med fremmede indtryk. Den femtårnede kirke i Kalundborg bærer indflydelse østfra, som blev bragt hjem af væringer.

Væringerne var i 1000-tallet berømte for deres lange økser og hang til drikkeri. Der er talrige historier om væringer, som enten drak over evne eller som var fulde. Den danske konge Erik Ejegod skal i løbet af et besøg i Konstantinopel på vej til Jerusalem have “formanet væringkorpset til at leve et mere nøgternt liv og ikke overgive sig selv til fylderi”. I lyset heraf er det næppe en overraske, at en tekst fra 1100-tallet kalder væringerne for “kejserens vinsække”. Det mest berømte medlem af væringkorpset var den senere kong Harald Sigurdsson af Norge, mest kendt under sit tilnavn Harald Hardråde. Efter slaget ved Stiklestad flygtede han først til Rusland og derfra til Konstantinopel i 1035. Han deltog i 18 slag og sloges mod araberne i Anatolien og på Sicilien og desuden i Calabrien.

Badolato-sagaen
Forhistorien
I juni 2014 kørte Helle og jeg op til kirken Madonna delle Sanità for at høre om de hellige kirsebær, som bonden Isidoro velsignede til den hellige jomfru og af hende fik besked på at bygge en kirke – og der ligger den så, vores kirke ved jernkorset bygget i 1058.
Historien om de hellige kirsebær knytter sig her i Badolato til årets længste dag og minder os derfor om Skt. Hans.

Efter messen kom præsten hen til mig og så længe på mig og sagde: ”Du er dansk…du er normanner men..er du også viking?”
Jeg forklarede, at vikingerne var normannernes forfædre, så jo, jeg var en slags viking.
”Så kan du måske læse dette”, sagde præsten og fremdrog et gulnet stykke pergament. ”Jeg fandt det bag altret i denne kirke, da jeg forberedte messen for jomfruen med de hellige kirsebær”.
Nu har jeg rent faktisk læst både runer og oldnordisk for 45 år siden, men som alt andet er det også blevet noget rustent. Jeg har derfor brugt det meste af søndagen
Side fra Badolato-sagaen – noget er som her i runer, mens senere dele er på oldnordisk. med min oldnordiske ordbog på at oversætte pergamentet, som bærer titlen ”Badolato-sagaen”.
Den lyder sådan:

1014
Vi er de 100 vældige væringer fra Miklagård. Vi drog mod vest for at tage nyt land. Efter 14 dages sejlads fandt vi den smukkeste kyst og vi gik i land og fandt den stejle skråning neden for bjerget med floden på den ene side og havet på den anden. Vi vidste straks, at her var stedet, vi skulle bo, og vi betalte de lokale med mange perler, sølv og guld for stedet. Nogle mener for meget og det har vi haft lange rådslagninger om, for hvem snyder ustraffet en væring?
De lokales sprog forstår vi kun lidt, men nogle – især vore kvinder – er begyndt at kvidre på det lokale mål, som de bruger megen tid på at lære – sikkert for at dreje hovedet på de lokale mænd, som kysser på kind som om de var kvinder selv.
Vi mænd har lidt tuskhandel med de lokale og nogle af dem er dygtige håndværkere, der sætter sten på vore huse, så vores smukke bakke snart ligner fjeldet.
De lokale dyrker en særlig drik som er sur som satan, men mjøden er sluppet op, så vi køber meget og virkningen er bedre en mjød, når vi sidder ved langbordene og spiser kogt mel på lokal vis. Den megen sol får vore kvinder til at smide særken og vi mænd lufter vore kroppe i solen, så rødmen fylder dem, for der er meget flæsk på vore sideben.

1015
Vi havde nu boet i flere år på lerbakkerne ved det blå hav og tanken om at sejle videre mod nord forsvandt som tågen fra det kolde hav, som vi kun huskede alt for godt.
Af og til kom også meldinger om megen regn og kulde mod nord. Megen uro var der på tinge, hvor den blå jarl var ved at få magt. Så hellere blive i solen! Vi havde jo også fået vores eget tingmøde nu – og en ny lokal jarl. Frits den flyvske havde på sidste tingmøde afløst Knud med den visne palme. På tingmødet dette år diskuterede vi længe og meget – om stort som om småt, men så gik tiden, og den
havde vi nok af. Når vi havde talt godt og længe, så bænkedes vi ved langbordene og indtog de lokales føde, som dog dette år ikke faldt i vor smag.
På mødet mente skjoldmøen fra kammen, at her skulle forskønnes. Mange små jarler blev straks bekymrede og så på hinanden og det var ikke noget godt syn deres
øjne skuede, for sydens gode mad og vin havde sat tydelige spor. Og deres påklædning var heller ikke så prangende som de lokales – men hvem kunne få en væring til at skifte den grå kofte med røde hoser? En væring var en mand, så det kunne ses og lugtes! Her skulle ikke forskønnes!
Skjoldmøen talte længe og til sidst forstod jarlerne, at det ikke var dem, men dereslandsby, der skulle forskønnes. Da drog mange jarler et lettelsens suk og tænkte, lad bare kvinderne plante og rydde op, så får vi da fred så længe. Men det fik de ikke, for grævlingen – også fra kammen – mente, at for mange af de lokale trængte sig ind
på vores område. Det skulle stoppes og han havde en plan – vi skulle sende tidender mod nord og få vore gamle frænder til at sejle mod syd.

1016
Et godt år er gået siden sidste tingmøde, selvom der dog i rådet har der været mange meninger – nogle vigtigere end andre, men alle fremført med megen overbevisning.
Knud med den visne palme besluttede måske derfor på årets tingmøde helt at trække sig fra rådet, hvor han ellers i mange år havde gjort god fyldest. De fremmødte valgte da også at slå på deres skjolde, da han nu forlod rådet. Hans sidste gerning viste stort mod, da han turde gøre fremmøde for det lokale råd i en
sag om en røverbande, der huserede i området – det fik han stor respekt for.
Det år ville flere være med i rådet, så tingmødets fremmødte måtte vælge – svært var valget, men skjoldmøen på kammen måtte forlade rådet og blev erstattet af skjoldmøen ved olivenlunden – for kvinder skulle der være i rådet syntes nogle, mens andre syntes, at stærke beslutninger kun træffes af mænd og kastede deres
lod mod Bo den sydjyske. Dog var der stor tiltro til, at skjoldmøen ved olivenlunden kunne styre sine mænd.
Det var også året, hvor landsbyen fik sit langhus. Gammelt var det og brugt så det ud, men med møjsommelig flid blev det stort og flot som et vartegn for væringernes
virkekraft.
Mindre heldigt gik det med møddingen, som støt voksede og gav anledning til mange panderynker, for ifølge de lokales bud skulle alt nu deles og lægges i særlige bunker – mangen en væring tænkte sit om dette, mens møddingen flød over.
I mange år havde væringernes søer og orner tumlet sig i en liden vandgrav, man havde gravet til dem tæt ved olivenlunden. Til mændenes store forundring begyndte kvinderne nu at besøge grisenes sted og lagde sig langs kanten af vandgraven – dog
var lyden den samme fra graven, for kvinders hvinen, når de er i flok, er svær at skelne fra søers. Det skyldtes nok også, at en af de lokale havde sat en liden bod op dér og forsynede kvinderne med lokale drikke og søde sager. Som året gik kom også flere mænd til – om det skyldtes synet af kvinderne eller trangen til de lokale drikke
var ikke til at sige.

1017
Der er nu gået 10 år siden, vi ankrede op på kysten på vejen hjem fra Miklagård. Vores landsby på bakken nedenfor bjergene er vokset og selv nogle af de lokale er flyttet ind. Mangen en væring tænker sit om deres hunde og det kniber også med tiende til fællesskabet.
Landsbyen er nu blevet så stor, så væringerne er begyndt at samle sig i mindre fællesskaber. I en runding høres tit sang og glade stemmer, når virkningen af den lokale vin gør sit – og det gør den tit, når solen brænder om sommeren og trangen til at fugte munden melder sig.
På Kammen, højt hævet over os andre, samles folk også. Her hørtes også glade stemmer i år, da de med meget guld og sølv fik købt et lident stykke land vest for Kammen.
Nu vil de i aftenskumringen kunne sidde og nyde synet og lyden af den nye vej, hvor oksekærrer om føje tid vil fylde dalen med megen støj og huseren.
Men ikke alt var glæde på Kammen.
Den lille grævling kunne ikke få nok vand fra kilden, så han var nødt til at drikke sin sure vin – det gjorde han dog gerne, men den gav frygtelige, sure opstød, så sammen med skjoldmøen og den utro væbner lagde han råd om på årets tingmøde at……..”

(Her mangler en side i håndskriftet – den ser ud til at være fjernet fornylig – så hvad der skete på tingmødet i 1017, kan vi desværre kun gisne om.)

Det næste man kan læse i manuskriptet er sætningen:

“Usand tale giver få venner blandt væringer…”

1018
“Det er det Herrens år 1018. 10 år er gået, siden vi satte fod på kysten og tog det nye land. Vores landsby blomstrer og tiltrækker flere og flere af de lokale, som her finder billigt husly af god beskaffenhed. Dog ser mangen væring skævt til, at de lokale med evindelige søgsmål til områdets øvrighed undslår sig fra at betale tiende til landsbyens underhold. Røster om at gøre det svære for de lokale at købe væringers huse høres ofte, når væringer mødes og tømmer drikkehorn – hvilket sker ofte.
Efter sidste års tunge tingmøde så mange væringer frem til årets tingmøde med bæven, men da den lille grævling på kammen meddelte, at han gik i hi, takkede mange Herren og valgte at tage del i tingmødet.
Som altid blev maden kold og tællelysene brændte ned før tingmødet kunne slutte, for blandt de lokale fremførtes ord med hidsig tunge om retfærd og andet – det faldt ikke i væringers smag og mange slog vredt på deres skjolde.
Som altid skulle væringerne vælge deres ypperste til at lede landsbyen og alle var enige om, at Flittig Elisa skulle afløse den utro væbner. 3 skjoldmøer sidder nu i tinget, hvilket fik nogle af de gamle mænd til at tænke deres, men fremføre det, turde de ikke – for de skulle jo også have mad i morgen og ligge med konen efter nordboskik, hvis ellers de kunne.
Det var også året, hvor Herren sendte en kraftig storm ned over væringerne til deres prøvelse. Stormen var så kraftig, så Knud med den visne palme blev løftet op fra jorden og båret på stormens arme. Dog slap han med skrækken, men mange væringer indså, at man ikke skal spæge sig for meget, hvis man vil undgå vindens kræfter.
Stormen var også så kraftig, så den løftede skjoldmøen på kammens tag og lod det falde til jorden. Da tænkte mangen en væring, at Nemesis stadig herskede her i grækernes gamle land. Året 1018 var året, hvor Bo den Syddanske gav væringerne minder om det gamle land. I 10 år havde man fra et lokalt herberg hørt de lokales musik – høj var den og iblandet råben og skrigen og det faldt ikke i væringers smag, men Bo den Syddanske hentede sine gamle musikanter og troubadurer ned fra danernes rige. De medbragte de gamle lurer og spillede med hjertet for de lokale. Mangen væring fældede en tåre over tonerne fra hjemmet og de lokale hørte, at lurens klang og troubadurens stemme langt overgår tarantellens ensformige takt.
Mange væringer blev derfor opstemte og glædede sig til resten af 1018.”

Var Jesus jøde? og hvad siger Facebook

September-oktober 2016

”Regnen kom tidligt til Calabrien det år. Efter en juli og august med temperaturer der fik tallene i de digitale termometre til at skifte hurtigere end stigningsprocenterne på Stelvio, begyndte regnen den anden uge i september. De afsvedne bakker fik ny farve, det flyvende brandvæsen fik sig et tiltrængt hvil, mens vinbønderne bekymret kiggede mod mørke skyer, der hver eftermiddag samlede sig over bjergene mod vest. Den regn, de havde fået i august, havde gjort godt, men nu – regn og vinhøst er uforenelige størrelser.” Sådan kunne min roman om efterårsopholdet 2016 i Calabrien begynde, men romaner er jo fiktion – noget er sandt, andet opdigt og resten er bare en måde til at udtrykke sig smart…

Jo, det har regnet og endda meget og kraftigt – ikke heldagsregn, men byger og det er vi jo ikke vant til, men opholdets længde gør, at det er lige meget, for i morgen skinner solen – og det gør den jo – og kraftigt, selv her i september.

Vi kørte fra Nivå onsdag den 31.8. med den lille bil godt pakket. Alt gik fint bortset fra, at det tog over en time at komme rundt om København om morgenen. 1000 km. og så var vi i Hilpoltstein lige syd for Nürnberg. Midt i humleland men også den gode frankenvin og så selvfølgelig schnitzel, bratwurst, sauerkraut…noget skal der til efter en dag on the road.

Næste dag ad den østlige vej gennem Østrig gennem Tauerntunnelen og videre til Friuli, hvor vi boede på kanten af alperne i Gemona. Her skulle vi ud at vandre i bjergene – og det kom vi. Vidunderlig tur, men også lidt “farlig” – stejlt mange steder og et usikkert rullende underlag at gå og klatre på – og helt unge er vi jo ikke og balancen har været bedre….op kom vi, mens lammegribbene spejdede efter os – og det er ikke løgn – for det kunne jo være, at pensionisterne gik over kanten. Gemona blev for præcis 40 år siden ramt af et kraftigt jordskælv – næsten 1000 døde i den forholdsvis lille by og det meste af det historiske centrum blev lagt i ruiner. Alt var smukt genopbygget herunder en vidunderlig lille katedral, hvor man virkelig oplevede Friuli spændende beliggenhed mellem Østrig, Slovenien/Balkan og så Italien – Venezia-området.

Mens vi var i Gemona, besøgte vi byen San Daniele 20 km. væk – berømt for sine skinker- faktisk 20% dyrere end Parma-skinkerne. Her fik vi både en kulinarisk, men også en (uventet) kunstnerisk oplevelse, for dels forspiste vi os i skinken, men i en af byens kirker var der nogle fantastiske fresker malet af Pellegrino San Daniele – næsten på højde med Giotto i Padova.

Fra Friuli kørte vi videre til Ravenna, som vi besøgte for 20 år siden. Mosaikkerne er stadig lige smukke og interessante, så vi stæsede fra kirke til kirke og så på bibelshistorie i billeder – præcis som når vi kigger på kalkmalerier. Lidt sjovt var der en mosaik med Jesu dåb – her ser man tydeligt, at Jesus ikke var jøde…jeg fotograferede den og lagde den på Facebook for at se, om den blev fanget som anstødelig.

jesus-1

Så videre mod Bari, for nu skulle vi kigge på normannisk/romansk/pugliske katedraler. Vi boede 40 km. fra Bari i Trani, hvor Italiens smukkeste katedral ligger ud mod vandet. På vejen havde vi lige gjort en kort afstikker op i bjergene for at se Frederik den andens jagtslot Castel del Monte – stor seværdighed. Næste dag kørte vi til Bari for at se de 2 katedraler, hvor især julemandens katedral er fantastisk. Så var vi mætte på indtryk og startede den lille røde mod Villa Collina og Badolat og var fremme hen på eftermiddagen – 2987 km. viste triptælleren.

Juni og juli 2016

Det er altid med bæven i hjertet, at man tager Kystbanen mod Kastrup. I det daglige kan en enkelt lille aflysning være ligegyldig, og tid har man jo normalt nok af, men er det alderen der gør en mindre kold og får en til at tage et tidligere tog ”bare for at være på den sikre side” – eller er det generelt angsten for at komme for sent med eller uden ”til”. Nå, man åndede lettet op, da den venlige stemme bekendtgjorde:”Next stop Copenhagen Airport” – yes Ryan, up up and away, når gennemlysningen og befamlingen har åbnet døren ind til den taxfree, som denne dag gav en smagsprøve på en Famous Grouse med en alkoholprocent på 53…så hellere en halv liter kildevand til 15 kr. selvfølgelig mod først at vise boardingpass.

Jeg læste engang” Pesten i Bergamo” af J.P.Jacobsen:

”Der var Gammel-Bergamo oppe paa Toppen af et lavt Bjærg, i Hegn bag Mure og Porte, og der var det nye Bergamo nede ved Bjærgets Fod, aabent for alle Vinde.

En Dag brød Pesten ud dernede i den nye By og greb frygteligt om sig; der døde en Mængde Mennesker og de andre flygtede bort udover Sletten, ad alle Verdens fire Hjørner til…” – og Bergamo var første etapemål. Den måske engang pestbefængte by præsenterer sig imidlertid fra sin bedste side med gammel Bergamos tårne og kirker net placeret på en baggrund af først grønne frodige bakker, der langsomt går over i Monte Rosamassivets parodi på Himalaya. 3 timers stop-over inden næste leg. Strategisk har man placeret et indkøbscenter af enorme dimensioner i gåafstand fra lufthavnen. Straks man træder ind, oplever man kulturmødet: støj, støj, støj eller rettere musik, muzak, mobilsnak. Hvorfor er italienere så støjende? Hvordan kan de leve i så megen støj,  er det noget med breddegraden, så jo længere mod nord, jo mere tystnad, jo mere Ingemar Stenmarks svar på interviewspørgsmål.

Ny check in, klog af skade opstiller man forskellige strategier mod italienere der med næsten houdiniske evner formår at gøre sig usynlige for så pludselig at dukke op 5 meter længere fremme i køen. Hvorfor snyder italienere altid over i køen? Er det en darwinistisk overlevelsesstrategi i et tætbefolket land, hvor ressourcerne på et tidspunkt var knappe og hvor det gjaldt om at holde sig til eller er det slet og ret dårlig opdragelse baseret på mig, mig, mig, tydeligst demonstreret i den evindelige kamp om en p-plads i skyggen: her kommer det retoriske spørgsmål, hvad gør en italiener, når der er 2 ledige p-pladser i halvskygge? Han sætter bilen på tværs, så han kommer i fuld skygge. Det er den type overvejelser man fyldes af de første dage i Italien – overvejelserne over, om vores danske kultur og opdragelse nu ikke også er deres langt overlegen – den vildfarelse bliver man nu hurtig revet ud af, når man vender tilbage til Danmark igen og derfor er kulturmøder så gode (i de fleste tilfælde) – ikke at man skal acceptere alt, men tage det bedste fra hver, men det skal nu ikke afholde mig fra at påtale, når der snydes i køen, men det er vel en del af pædagoggenet og så alligevel fornemmelsen af, at vi egentlig er ret gode i Danmark – lidt endnu…

Efter en god times flyvning med kig ned i Vesuvs krater lander flyet i Lamezia. For en gang skyld har ingen rejst sig og bakser med håndbagagen, mens vi taxier på plads – måske fordi man er så overvældet af fanfaren fra højttalerne der ledsages af en stemme, der fortæller at vi er landet rettidigt – igen, igen, for det er jo Ryan og det har kostet mindre at komme fra København til Lamezia, end det ville have kostet at tage DSB til Århus. Nu skal man jo passe på med at sige, at man tager Ryan – for nogle – primært fra politikensegmentet – er ordet næsten lige så slemt som ”neger” – igen den sædvanlig dobbeltmoral: Jeg går gerne med T-shirts fra Bagladesh lavet under de kummerligste forhold, men Ryan, nej! – eller jeg er imod burhøns, men spiser gerne kyllingefillet fra – netop burhøns.

En hurtig øl inden bussen kommer – og den kommer for tidligt – en times kørsel, 5 euro for 60 km. Og så er vi i Badolato og bliver hentet af gode naboer som også lige har lavet lidt aftensmad til os. Tja, det sociale fylder på den gode måde. Vi kan vælge og vrage mellem dem, vi kan lide og dem vi ikke kan lide…

Juni er blomstringstid i haverne, alt gror med en kraft som for en nordbo synes næsten utrolig. Oleanderne hænger tynget af tusindvis af blomster, bourgonvillen har igen igen sendt sine lange tornefyldte grene mod himlen, det store figentræet, som væltede i oktober og måtte skæres ned har skudt igen, så pladsen på muren igen er ved at være fuld og i hjørnerne mellem blade og stamme, vokser små knopper som om et par måneder bliver til de saftigste grønne figner. Fuglene ved det allerede og tilser dagligt udviklingen – gråspurve og stilitser hopper ind og ud af træer og buske, mens firben jager på græsset akkompagneret af  biædernes korte intense fløjt. Der er store flokke af biædere eller isfugle, som vi kalder dem – mest i skumringen. Og ovenover svæver et par ørne og falke – natur er her nok af.

Der har lige været lokalvalg i Italien. Torino og Rom har valgt smukke unge kvindelige borgmestre, mens vi i Badolato har fået en nydelig ældre herre. Han har taget over efter den tidligere borgmester, som blev afsat af mafiakomissionen i Rom. Et spinkelt flertal sikrede den nye borgmester og hans progressive parti sejren over the establishment. Jeg deltog i det første byrådsmøde sammen med en anden fra vores bestyrelse og her lærte vi det italienske valgsystem at kende. Selvom flertallet kun var på +0,5%, så fik de automatisk 8 pladser i byrådet, mens opositionen fik 4 – en pudsig detalje var, at der er krav om mindst et kvindeligt medlem, så den sidst valgte mand måtte vige pladsen for den kvinde, der havde fået flest stemmer. I realiteten betød det, at en mand med 240 personlige stemmer blev erstattet med en kvinde med 24 stemmer. I sin tiltrædelsestale nævnte borgmesteren ”det lokale danske samfund” – sikkert som et eksempel på, at det er muligt at trække penge og turisme helt ned under storetåen af Italien. At behovet for en kommunalreform er skrigende, er så en anden sag, men det er en helt umulig tanke hernede, som det også er i andre middelhavslande. Jeg fortalte en italiener om vores seneste kommunalreform, at den gennemsnitlige kommunestørrelse er over 50000 indbyggere – han kunne godt se pointen, men også den umulige opgave i at overføre det til Italien. Det lokale fylder så meget hernede – man er loyal mod lokale håndværkere, butikker mv. – måske er det netop forklaringen på, at udkantssamfundene fortsat består.

Det helt store politiske emne hernede pt. er affald. Alle kender jo problemerne med mafiaen som bruger kontrollen over affaldsafhentning til at afpresse kommunerne – noget vi også har set hernede i visse byer, man kommer igennem, hvor bjerge af affald i måneder ligger i langs vejen. Men det store problem er nok snarere den almindelige calabriers manglende forståelse for, at man godt kan komme af med sit affald på en ordentlig måde, at man ikke skal opfatte en skrænt som en containerplads, at man skal rydde op efter sig etc. fremfor at sætte en tændstik til ”lortet”, når der er for meget af det og vinden blæser. Nu har kommunerne hernede endelig fået øje på problemet – noget vi nordboere  havde set fra day one hernede – og de gør noget ved det. Der er etableret containerplads, vi skal affaldssortere i forskellige skraldespande. Initiativet bliver af den jævne og uuddannede calabrier mødt med civil ulydighed, så containeren med blandet affald fyldes og bugner, mens de øvrige containere stort set er tomme. De lærer det vel nok, men om det bliver i min tid, tvivler jeg på. En form for konsekvens oplevede de imidlertid i Soverato, hvor borgmesteren lukkede en af byens helt store attraktioner nemlig fredagsmarkedet, fordi stadeholderne ikke rydde op efter sig – så kunne de lære det! Det er åbent igen og polizia municipale vogter over, om papiret og papkasserne igen flyder rundt.

Stort og småt, men det fylder tiden på en god måde hernede – får en til at tænke over mange ting, giver et andet perspektiv på den verden, vi er en del af. Kun et par hundrede kilometer herfra vælter flygninge ind, nogle få finder også vej til Badolato og stiller sig op uden for indkøbscentrene og tigger lidt eller tilbyder at stille indkøbsvognen på plads mod at score euroen, der sidder og glimter i låsen inden turen går mod nord. Om kort tid går vores tur også mod nord, men af andre årsager.

 

LED-lys og sol i Calabrien

Januar 2016

og mandeltræerne blomstrer
og mandeltræerne blomstrer

I år er moden blå LED-lys. Hver lille by, man kommer igennem, har trukket metervis af lysguirlander, hvor iskolde farver tænder og slukker, løber efter hinanden, danner mønstre som var de inspireret af Snedronningens forstandsspil. LED-lysenes kulde afløses om dagen af gule, grønne og orange farver. Som juletræer står appelsintræerne og blærer sig over for hinanden om, hvem der kan præstere mest – velkommen til Calabrien i januar, hvor Hellig Trekonger netop er overstået og La Befana har uddelt sit sukker til de søde børn og kul til de slemme…

Men det hele startede i Danmark den 8. januar 2016 fem dage efter indførelsen af grænsekontrollen. Helt uden skyld har asylansøgerne fået DSB til at ændre køreplan, så der kun er 3 gennemkørende tog fra Nivå til lufthavnen i timen, vejret viste sig også fra sin værste side og under 5 mm sne lukkede stort set Kastrup ned, så Ryan blev 7 kvarter forsinket og vi måtte spæne for at nå vores connection i Bergamo. Heldigvis var der ingen grænsevagter til at tage vores smykker (nu har mit gamle casio-ur heller ikke den største værdi) så den største frygt var, at køletasken med den sidste frosne brunkagedej og den ligeledes frosne halve rulle hakket lever og spæk fra Coop skulle blive toldernes bytte…det kunne være blevet et kulturmøde for en italiener!

Nu har jeg jo altid været skeptisk over for fagforeninger, så Ryan står ret højt oppe på min hitliste og det er jo fantastisk, at man kan flyve fra København over Bergamo til Lamezia retur for 740 kr…stik den DSB! Sæderne er blå og gule som i Arrivas busser, man behøver ikke skændes om det hensigtsmæssige i at lægge sæderne ned, smil og venlighed præger personalet pta. lønnen, men det er jo deres valg, en fanfare lød i højttaleren, da vi landede 15 minutter før schedule i Lamezia. Dårligt havde maskinen sat hjulene på banen, før den første indfødte ældre calabrier rejste sine 150 cm op og begyndte at hive trollyen ned. Vi taxiede vel på det tidspunkt med 50 km i timen, men intet kan stoppe en stålsat calabrier i at komme først ud – lige bortset fra tyngdekraften måske..

Gode naboer hentede os og allerede ved udgangen fra lufthavnen mærkede vi mildheden – nu var det forår og da vi kom hjem til huset kl. 1530 var temperaturen 19 grader, ikke en vind rørte sig, så hvorfor ikke udfordre den snerpede alkoholkultur og dele en øl i haven.

Kigger man ned fra huset mod appelsinlundene, møder synet den smukkeste blanding af mørk grønhed kombineret med orange, for det er højsæson for appelsiner. Igen undres man over, at dette ellers så nøjsomme folk ikke forstår at forarbejde alle deres appelsiner, for de ligger som et tæppe under træerne, triller ud på vejene og bliver til juice, når Michelinmanden triller over dem.

November – december plejer at være våde måneder, men i år har varme og tørke præget dem og alligevel er alt blomstret op, markerne er grønne og de karakteristiske gule blomster slås om pladsen sammen med alle de andre tidlige markblomster. Vinen har allerede sat knopper – det samme har figentræerne.

Haven havde det ok, chilliplanterne stod smukt røde og kappedes om at være stærkest. I hjørnet fortalte figentræets stub om dramaet i november, hvor det gamle træ væltede og måtte saves op, så der nu kun er 2 små pinde tilbage, men alt vokser hurtigt – især figentræer.

Og så gik der eller Villa-Collina-mode i den med morgenmad og frokost ude, genoptagelse af de gode sociale relationer, løb lungo mare, tennis med de gamle mænd, gå-ture op i bjergene ved Badolato. Nogle dage har været helt sommerlige med temperaturer op til 23 grader – noget vi aldrig har prøvet før i januar/februar, men i dag efter en uge med fremragende vejr er regnen kommet. Il Meteo-appen har advaret om sibirisk kulde, det har sneet i bjergene, så dagens motion er fingergymnastik på tasterne. De næste dage byder igen på sol, men meget lavere temperaturer.

Det har netop ringet på døren, så tasterne har måttet vente lidt – udenfor stod vores murer, Lentini – en af de utallige calabriere der har arbejdet i Tyskland i 60’erne og tjent så mange penge, så han har kunnet bygge sig et enormt hus og starte en lille murervirksomhed op. Om han har svendebrev vides ikke – heller ikke om han betaler moms, men han er sød og flink og har fået entreprisen på ombygningen af det hvide hus, vi har overtaget ved indkørslen og som skal være vores nye kontor og shines op, så indkørslen bliver lidt mere præsentabel. Men tilbage til hans ærinde i dag – hans kone havde bagt typisk calabrisk brød, mel, vand, oregano, lidt tomat, olie og salt – kilovis af brød var det blevet til i en stor forno a legno. Det kørte han nu rundt med til vennerne – og vi var nogle af dem tilsyneladende. Som skrevet tidlige, havde vi medbragt ingredienserne til leverpostej inklusive typiske danske julekrydderier, nelliker, allehånde, muskat. Leverpostejen havde jeg lige taget ud af ovnen, så der duftede dejligt, synes danskere, og Lentini fik et stykke sammen med lidt rugbrød.

Det er vel derfor man pendler mellem 2 kulturer – for at udfordres, lære, forstå og dermed få et bedre liv i alle aspekter af netop begrebet ”det gode liv”.

Da flygtningene begyndte at rejse mod nord… oktober 2015

Villa Collina, den 10.10.15
Da flygtningene begyndte at rejse mod nord, rejste vi mod syd. Målet var det samme for os som for dem, fred, ro og en bedre livskvalitet og alligevel så forskelligt et udgangspunkt. At være så privilegeret, at man kan flytte med solen og forlænge sommeren næsten ubegrænset er ufatteligt – og alligevel opfatter vi det som noget selvfølgeligt for en pensionist fra det rige nord. Det var derfor næsten uvirkeligt at læse aviserne, se billederne af folk på motorvejene, når vi intet ser til flygtningene hernede. Selvfølgelig er der afrikanere som markedssælgere og strandsælgere, men ikke flere end tidligere, for Calabrien er ”bare” en del af en transitrute. Her vil man ikke være, for her tilbydes man intet, så pensionisterne fra Danmark kan have det for sig selv og de har jo selv deres euro med. Så altså: business as usual i Calabrien – steghedt de første 14 dage, så havearbejdet var en sveddryppende oplevelse, havbadene vidunderlige, aftenerne endnu bedre, når blodmånen kom frem og spejlede sig i dugperlerne på vinglasset.
Ellers var der nedtælling til turen til den årlige tur til Sicilien. Den 19.9. tog vi over og hentede venner i Catania og så var der dømt high light: Siracusa, Noto, Ragusa, Villa Casale, Agrigento, Cefalu. 5 overnatninger og så tilbage til Villa Collina, hvor vennerne blev et par dage inden de tog toget til Napoli. Som altid er Sicilien en rejse værd! Inden vi nåede Catania lufthavn kørte vi en tur circum Etna. Besøgte Bronte berømt for sine pistacier, så på vulkanen og de dyre Etnavines stokke i lavaen. Rent faktisk er vin fra Etna ganske fortræffelig med en meget kompleks smag, men priserne er også derefter. Jeg er mere til nogle fortræffelige hvidvine lavet på grillo-druen fra det nordvestlige Sicilien.
4 mennesker, 3 kufferter, 60 heste på 1 m3 i 5 dage – det gik fint, og vennerne havde aldrig været på Sicilien og blev ret imponeret. Så var der gode hoteller og helt fortræffelig mad, så vi glemte helt, at vejene er skrækkelige, skiltningen usystematisk og GPS’en usikker inde på øen. Sjovt så meget det betyder at kunne sin fortid, når man konfronteres med den.
En af de mere spøjse oplevelser kom den sidste aften. Vi boede 20 km fra Cefalu på et herligt kunst-hotel. Værelserne var som et galleri og kunsten var ok og det lå i vandkanten med udsigt til de eoliske øers karakteristiske vulkanprofiler. Hotellet anbefalede naborestauranten og det var også strålende. Lidt uden for sæsonen, så der var os og nogle få lokale. Pludselig siger vore venner, at nu kom der nok nogle forretningsfolk. Ind kom 2 mand med høresnegl og kiggede rundt i lokalet og så kom 2 mænd, hilste rundt, bestilte mad, talte ikke sammen og gik umiddelbart efter deres måltid. Straks kørte 3 biler frem og 6 mand ledsagede dem ud. Efterfølgende fortalte værten, at der Siciliens ”presidente” – altså øverste administrative myndighedsperson indsat af regeringen i ROM til at bekæmpe mafiaen. Derfor var han selvfølgelig dødstruet, kunne ikke bevæge sit frit, gik aldrig ud i sin have eller på sin balkon. Falkone blev nævnt og værtens åbenhed undrede os meget, men egentligt godt, at man kunne tale om ”problemet”. Som vore venner sagde: Vi har været i livsfare…nå, maden var god, vinen også, selskabet, den lune aften, så var der smidt en bombe, så, nå ja..
Tilbage i Badolato var vi alle med til vinhøst oppe i bjergene på vingården, vi passerede på vores vandretur sammen sidste år. Det er en stor oplevelse bogstaveligt at have hænderne nede i druerne, høstfællesskabet, den gode mad ved langbordet, når druerne er i hus. Vi var 9 danske plukkere og imponerede italienerne med protestantisk arbejdsdisciplin. På tirsdag har jeg sammen med vinmandens meget charmerende kone arrangeret cooking class – vi skal vist lave ged…nå, men det smager sikkert godt og er meget traditionelt. Den anden dag var jeg nede og se et byggeprojekt sammen med hendes søn Carlo, en Milano baseret arkitekt. Jeg undrer mig altid over, hvor mange huse, jord mv. de store familier ejer hernede. Her var der tale om 12 ufærdige lejligheder – måske til nordboere og ellers til de lokale. Han ville godt høre min mening om konceptet og jeg måtte nok skuffe ham lidt, for det lå lige op af vejen (det elsker italienere) og der var for få vinduer. 1000 euro m2 er til gengæld en god pris. Han kom lige fra olivenhøst oppe i bjergene. 500 kg var det blevet til om formiddagen. Igen et paradoks, ung smart arkitekt fra Milano med kæreste i Bologna og så vin og oliven i udkantsitalien. Jeg spurgte ham, hvor han var om 25 år – han så undrende på mig – ”her selvfølgelig”. Hvis jeg selv skulle svare på det spørgsmål, ville det nok lyde: 91 år, Syditalien? At tale om fremtid sætter alt i et meget stort perspektiv!
Nå, der er vel gået efterårsferie i den i Danmark med feriestemningens frisættelse og sædvanlige glæde iblandet dårlig samvittighed over alt det, man bruger modalverber til. For nu at blive i billedet, så er pensionisttilværelsen tiden, hvor man har et lidt mere afslappet forhold til samme modalverber..

Det samme omkvæd – oktober 2014

I søndags gik vi en tur på strandpromenaden – måske et lidt voldsomt ord om det uundværlige sted for italienere – stedet, hvor man går, ser og bliver set, snakker, hygger, cykler, finder et fristed fra lejlighedens neonlys eller kvinderegimet i hjemmet. Tilbage til promenaden: havet lå smukt med bjergene skarpt skåret som ramme. Vi glædede os som altid over det, der ikke ligner Danmark, selvom en tur langs Nivåbugten nu også er dejlig. Pludselig trådte en ældre mand hen mod os – lille lidt rund, pænt klædt og med alle tænder i behold. Vi kender ham godt og har talt med ham tidligere. Han ejer et stort hus ved siden af vores supermarked og vi går tit forbi og glæder os over alle hans frugttræer, hvor især melograno (granatæblet) fremviser en potens og et arsenal, som er dets navn værdigt. Den ældre mand ved godt, at vi er nogle af de underlige danskere, der i måneder opholder sig i Badolato, Calabrien. Han ved også en del om Danmark, for han spørger. Denne søndag skulle vi tale politik og hans indgangsreplik var: “Alle italienske politikere er tyveknægte!!” Nu ved vi jo godt, at det italienske system er meget forskelligt fra Danmark, at vores borgmester i Badolato netop via et præsidentielt dekret er afsat sammen med hele byrådet og kommunen er sat under administration, at der er 50 km. til San Lucca – Ndranghitaens hovedsæde etc. Hans næste politiske vinkel handlede om antallet af politikere, som han mente var mere end dobbelt så højt som i USA. Antallet af politikere kan jeg ikke forholde mig til, men jeg kan se, at en kommunalreform ville være på sin plads hernede. Kommunerne er meget små og alle opretholder de en stor administration og et voldsomt bureaukrati, som vi danskere har meget svært ved at forholde os til, for vi “spilder” ikke tiden og bureaukrati opfatter vi netop som tidsspilde. Forholdet til tid, at have tid, at give sig tid er et af de helt store kulturmøder mellem en nordisk protestantisk kultur og et Syditaliensk, katolsk samfund. Og den gamle mand havde tid, og vi gav os tid, for det har vi lært, at vi skal, hvis vi skal accepteres her. Pludselig pegede den gamle mand ud over havet: “Er det ikke smukt, er bjergene ikke vidunderlige, er klimaet ikke?? Og hvorfor er her så ingen turister, hvorfor sker her ikke noget, vi har jo det hele, men ingen kender det – det er politikernes skyld”. Nu begyndte jeg at forstå hans første udsagn om politikernes dovenskab og tyvagtighed, for i hans optik handler det om, at når man som politiker er valgt, er sikret en indkomst (og italienske politikere har de højeste indtægter i Europa), så har man ikke behov for at skabe udvikling, for man har jeg selv sit på det tørre. Og i en poltisk, økonomisk sammenhæng tæller JEG meget mere end VI hernede – omvendt når det gælder familie, kulturelt fællesskab, accept af det anderledes som fx den anden aften, hvor der var en lille fest arrangeret af sognerådet. Foran kirken var der stillet en tribune op og et traditionelt calabrisk AURIGA spillede de skæve rytmer, der kendetegner tarantelmusikken. Vi har oplevet det før – den lille knapharmonika, den hjemmelavde fele, guitaren, bassen, lidt strøm på, så alle kan høre. Der går kun kort tid, så begynder folk at danse, alene, kvinde med kvinde, mand med mand, ung og gammel. Og så er der den udviklingshæmmede danser. Han kan ikke sidde stille, men må ud på pladsen, hvor han følger først det ene par og så det andet, men alle accepterer ham, tager ham med ind i dansens verden, snakker med ham bagefter. Det var et sidespring og måske alligevel ikke, for forståelsen for politikerleden tager måske udgangspunkt i netop forholdet mellem det nære og det fjerne, hvor italienske politikere er fjerne og lever et andet liv, lever et andet sted end dem, der valgte dem. I Danmark er der krav om, at en koimmunalpolitiker skal have bopæl i den kommune, han eller hun er valgt i – det kender man ikke i Italien og “vores” borgmester boede da også 600 km væk i Rom, før han blev afsat. Nu er det ikke kun den gamle mand ved havet, der formulerer sin kritik af den manglende udvikling af Calabrien og politikernes manglende ageren. Kort tid efter skulle jeg have min lille Seat Mii til serviceeftersyn og olieskift. Jeg fik anvist et værksted i byen Davoli 10 km. fra Badolato. Alt gik efter bogen, prisen meget rimelig, og da jeg havde betalt så værkstedsejeren pludselig på mig med alvorlige øjne og spurgte: “Hvad laver I egentlig her, hvorfor har I valgt at tilbringe mange måneder hvert år i Calabrien?” Jeg blev lidt paf og t